RENAv1.ENs AF1(AsTN1NG. 105 kaar mellem en fjeldfin, som eier 8000 ren, og en, som eier 3OO til 400, er ikke stor. I femaarsberetningen 1866–70 omta1es, at en fin i Kouto- keino eiede 25O0 ren, 3 finner eiede mellem 11OO og l300, 1O finner eiede hjorder paa 1000 ren. Den væsentligste a-fkastning af renen er kjødet og skindet; tungen og marven regnes som delikatesser. Desuden giver renen melk, men melkeudbyttet er, som senere omta1t, ringe. Af renerne i Finmarken, ialt 74 383, vari 19O0 15 509 eller 2l pct. under 1 aar, og af renerne i 189O, ialt 96 674, var 22 407 eller 23 pct. under I aar. Det vil sige, at renhjorden beskattes med noget over 2O pct., eller aarlig slagtes eller om- kommer hvert femte dyr. Af disse 21 eller 23 pct. kan imidlertid ikke alle regnes for slagtedyr, thi endel falder som offer for rovdyr, sygdomme o.s.v. Det er derfor vistnok rigtigt, hvad finnerne Siger, at af 1OO dyr kan man aarlig slagte 15, uden at antallet aftager, men 20 er for meget. Dette stemmer med det overslag, som Rede gjør over det antal ren, en fjeldfin aarlig slagter, hvis han eier 200–300 dyr. En middelsstor familie fortærer aarlig 3O til –l0 voksne ren, og desuden slag-tes 10 til 2O ren for at tilfredsstille andre for- nødenheder. Men for at taale en saadan beskatning af 4O til 60 ren, maa hjorden bestaa mindst af 2OO til 3O0 dyr, heri iberegnet okser, kjøreren og kalve. I en saadan hjord vil der være omtrent 10O voksne simler, 3O til 4O okser (hvoraf kun 1O–-12 uskaarne), og resten vil være kalve. Det antages, at hver simle aarlig kaster l kalv (nogle ingen, enkelte 2); eieren faar da om vaaren 1OO kalve, hvoraf imidlertid neppe mer end halvdelen oplever den næste vinter; mange omkommer, og nogle maa slagtes for at faa skind til klæder, især til børnene. Hjorden faar altsaa en tilvækst af om- trent 50 ren til at erstatte afgangen af dem, som spises, sælges, forkommer eller bliver ulvens bytte. At aarlig nogle falder som rov for ulven, lader sig med al aarvaagenhed ikke forebygge, og endel adspredes og kommer bort. Dog faaes af de sidste gjerne nogle tilbage, da de forvilder sig til andres hjorder og da følger med disse. Finnen pleier derfor en eller to gange aarlig at gjøre en runde til de andre fjeldfinner for at samle de saaledes ad- spredte ren, som han kjender paa mærker11e i ørene. Efter dette tør 15 pct. være en passelig beskatning, om der end under gunstige Omstændigheder kan taales 2O pct. Værd.ien af en voksen ren i Finmarken ansættes i den offi- Cielle Statistik i 1890 til 20 kr. og i 19O0 til ca. 25 kr.. og ung- dyrene til halvdelen af dette beløb eller til 1O kr. og l2.50 kr.
