98 FINMARKENS AMT. flere hundrede dyr. Der vilde den snart blive trampet, spændt eller stødt ihjel af horn og hover. Det hænder, at en eller anden uerfaren hund bjæffende og geskjæftig vover at forfølge en ren, efterat den har naaet tilbage til hjorden. Da vender renen sig om, gjør et slag med forbenene eller et stød med sine horn, og hunden ligger sprællende paa ryggen. Nu er turen til den at flygte, tudende med halen mellem benene. Ligesom renen har ogsaa hunden faaet mange navne hos finnerne. En hund heder bæna; hov-tie er en meget stor hund, barne en liden hund, duör89e en tyksak, fa“§éko er en kjælen hund, der pleier at logre med halen, gaires er en hund med hvid snude og hvide fødder, gi1jes en flekket hund ( hvid og sortflekket), haippa en stor taabelig hund, jet:ja en hvid hund, musste en sort hund, ram1e en graa hund, bajan er en hund, som altid gjør, ffaikke en hund, som altid gjør uden grund, .§u-von er en dresseret renhund, hyrdehund, virkko en kvik hund, vuövdda en graadig hund O. S. v. Professor Friis fortæller, at i Koutokeino og Enare har nogle finnefamilier en hundeslægt, som fødes uden hale, og at han selv førte med sig en saadan fra russisk Lappland til Kristiania Det er, siger han, ikke nogen egen race, men eiendommeligheden hidrører oprindelig fra en mishandling eller derfra, at man i aar- hundreder slægt efter slægt har a.fhugget halen, til at enkelte individer til Slutning fødtes haleløse. Det er nu saa indgroeti racen, at hunde af denne slægt ka-ster haleløse hvalpe, selv om de parres med langhalede hunde. Dette viste sig to gange at være tilfældet med den tispe, som Friis førte med fra russisk Lappland. Om hunde kan fødes uden hale, fordi stamdyrene i aar- hundreder har mistet halen ved mishandling, er vel tvilsomt. Derimod kan en hund, der ved fødselen er misdannet, uden hale, nok faa hvalper uden hale. .forbbe og jorbbo kaldes efter ǫvigstad i Koutokeino og Kare- suando en hund, der er født uden hale. I Koutokeino fødes mange saadanne hunde, der kun har en liden antydning til hale. Naar renerne skræmmes, slutter de sig gjerne sammen, og naar de derfor paa sin flugt faar øie paa andre ren, iler de hen til disse. Denne egenskab gjør det muligt for fjeldfinneme at vogte dem og at holde dem sammen med hundene. Men samme egenskab gjør ogsaa ofte renerne til bytte for ulvene, thi først naar disse har dræbt og saaret flere af dem, spreder de sig. Naar man skal have fat i en ren for at kjøre med den, melke den, mærke den, slagte den eller af andre gi-unde, maa den fanges.
