W FJELDFINNERNE OG DERES RENAVL. n 97 Renmærke brugtes i gamle dage som «bomærke» eller eiendomsmærke, hvormed ogsaa andre ting blev mærket. Ved- kommende brugte det ogsaa som underskrift eller aftegnede samme under dokumenter med samme forpligtelse og gyldighed, som navns underskrift i vore dage. Mærkerne i renens ører er ofte overleverede fra far til søn. Med sikkerhed kan fjeldfinnerne kjende de forskjellige øre- mærker. Et forsvindende lidet bak kan være hele forskjellen mellem to mærker; men en fjeldfin tager ikke feil af disse. Hver familie har gjerne visse egne, som paa den ovenfor omtalte maade aarlig gjennemstreifes. Ved juletid pleier Kouto- keinos og Karasjoks finner at opholde sig nogenledes i nærheden af kirkepladsene; derpaa drager de efterhaanden mere sydpaa. Tidligere drog de dels ind over den russiske grændse, hvor de, paa den tid af aaret, da sneen ligger høiest, i de tætte skogs var mere i fred for ulvene. Men efter grændsespærringen af 1852 har de ikke længer ret til at vandre ind paa russisk omraade Henimod vaaren drager de den samme vei tilbage mod nord og kommer ud paa sommeren ned til sjøkysten eller til de omkring fjordene liggende høider, hvorfra de om høsten atter drager op imod Koutokeino og Karasjok. Keilhau omtaler i sin «Reise i øst og Vestfinmarken i aarene l827 og l828», at nogle finner, som han besøgte, paa denne maade flyttede fra Fasko-jokka til Magerø, en stræk-ning paa 2 geografiske breddegrader. Hvor- længe finnen opholder sig paa hvert sted, beror særlig paa ren- mosens mængde og den større eller mindre fare for ulve; sjelden bliver han i ro paa samme plet mere end en 3–4 dage; saa skal teltet tages ned og flyttes Vi eller 1Za mil længere bort. Saa pakkes alt bohave sammen og transporteres. Hundene spiller en vigtig rolle i fjeldfinnens husholdning; de holder hjorden samlet, og beva1–er den mod ulvens angreb og hindrer den i at spredes og forkomme; hundene betragtes næsten som en del af familien, og der er 1O til l2 eller flere af dem til hvert telt; de maa nøies med den sletteste føde, men sidder tilbords med sine herrer. De er ubehøvlede, og mens man sover, kan de løbe over ansigtet og vælge sit leie, hvor de finder det bekvemmest. De er smaa langhaarede kjøtere, og sædvanlig magre, da de kun faar, hvad der er fomødent til livets ophold. Uden gode hunde vilde renhjorden snart tabes. Hundene farer ivei efter ren, som vil rømme bort fra hjorden, og de giver sig ikke, om de maa forfølge dem milevidt. Rømlingerne maa til slut vende om igjen, søge op sporet efter hjorden, og i fuldt fl1–sprang med hundene efter sig kommer de farende for at gjemme sig midt –inde i den tætte flok. Da først er de sikre Og ved godt, at hunden ikke tør vove sig ind i en tæt flok paa 7 – Finmarkens amt II.
