Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/789

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

776 FINMARKENS AMT. omtrent samtid.ig; fra henimod midten af det I8de aarhundrede har man sikre efterretninger om dette fiske, men det er maaske ældre; russerne trængte fisk og finmarkingerne mel, og saa ud- viklede der sig et smugfiske og en smughandel, der fra først af vel kun var tolereret. De i Finmarken fiskende kvæner eller finlændere har søgt ned til Varangerfjorden for at fiske, drevet af trang, og vel egentlig fra først af i kraft af den tilladelse, fjeldiinnerne havde til fiskeri efter grændsetraktaten af 1751; dette kvænernes fiske var ogsaa fra først af et smugfiske. I)e russere, som handler paa Finmarken, kaldes pOmorer, som betyder kystbeboer, po betyder ved, og mor hav (de, som bor ved havet). Det er skippere og bønder fra egnene ved Hvidehavet nær Arkangel. Skipperne er baade sjømænd, redere og handels- mænd, og undertiden har de selv bygget fartøierne. De hører hjemme paa kysten rundt Hvidehavet helt fra Mesen over 0nega, Mudjuga nær Arkangel, Kem og smaabyerne ved Kandalaksbugten. Russernes handel paa Finmarken er betydelig, medens deres fiskeri har aftaget i de senere aar, efterat deres egne fiskerier paa Murmankysten har taget sig op, og efterat de norske bestemmelser om udlændingers fiskeret overholdes. Hver sommer kommer til Finmarken og Nordland flere hun- drede russiske fartøier fra Hvidehavet, lastede med mel, gryn„ taugværk m. m.; disse varer afsætter de dels til byerne, dels og især til fiskerne i landdistrikterne. De russiske fartøier anløber først Vardø, Vadsø eller Hammer- fest for at underkaste sig toldvisitation og spreder sig saa rundt omkring i alle fjerde og viker for at handle direkte med den fiskende befolkning, nordmænd, finner og kvæner. Handelen er og var fornemmelig før byttehandel og fordel- agtig for begge parter, af hvilken grund den er begunstiget ved forskjellige bestemmelser baade af den norske og russiske re- gj(“l’ll1g. RuSsen faar afsætning for sit mel m. m. og fiskeren for sin raafisk, enten det nu er torsk, sei, kveite, hyse eller uer. Ud paa Sommeren, i den saakaldte «makketid», kan fiskeren ikke længer hænge sin fisk paa hjeld, da den angribes af makk, og har heller ikke let for at faa den afsat hos nogen kjøbmand; men saa kommer russeskonnerterne, og han kan ro med sin lastede baad hen til den nærmeste russeskonnert og kaste den ikke altid ganske ferske fisk op paa dækket til russen. Denne modtager alslags fisk og sa-lter den uden videre ned i skroget. Fiskeren faar igjen en eller flere melsække firet ned til sig og reiser hjem med dem. Næste dag er han ude paa fangst igjen.