7ö8 FINMARKENS AMT. «Ingen Borger af Nord-Far eller Finmarks-Far skal handle med en Andens Skyldmænd al den Stund de kunde have For- ening udi Handel og Kjøb; hvem det gjorde, skulde staae den Anden til Rette derfor der i Landet eller udi Bergen efter gamle Sædvane, uden at have Sedde1 fra deres Udredere, som de seneste tog hos, og fra ham er forløvet. Saafremt Nogen herimod gjør, da skal den, som udborget haver, miste sit Gods og i lige Maade bøde otte Øretugir og tretten Mark. 1§ De kjøbsvende, som borgerne, da de 1lyttede tilbage til Bergen, efterlod til bestyrelse af handelen, kunde efter dette passe det saaledes, at tiskerbefolkningen stedse blev deres skyldnere. Privilegiet af l562 og forbudet af l572 lammede baade bor- gerne og den fiskende befolkning Prisen paa de udførte varer faldt eller beroede paa de bergenske kjøbmænds forgodtbetindende. medens prisen paa de indførte varer steg, alt til skade for fiskerne. Nogen Opfordring for handelsmænd til at nedsætte sig og bo i Finmarken midt iblandt fiskerne var nu ikke længer tilstede. Følgen blev snart den, at de (–“vederheftigste borgereɔ flyttede tilbage til Bergen for igjen at faa borgerret eller tilladelse til direkte handel med udlandet. I frihandelens tid havde ikke blot borger11e, men ogsaa flere af de mest velstaaende bønder lagt sig til jagter, hvormed de seilede til Bergen; men de blev indskrænkede til at udføre fra Finmarken *(alene deres egen avl» eller hvad de selv og tjenere kunde fiske, uden at kunne kjøbe noget af andre til kom- plettering af ladningen, eftersom fiskerne forresten blev holdt i gjæld af kjøbsvendene. Følgen var den„ at de maatte lade deres jagter staa paa land og raadne». Paa Peder Claussøns tid havde de endnu jag-ter at seile til Bergen med, thi han skriver: «De skiftis’til, at seigle til Bergen huert andet Aar, fordi de som henseigle, kunde ieke komme den Sommer hiem igien. men maa blifue i Bergen eller noget Læn norden for Bergen 0fuer Vinteren; oc naar de om Vaaren seigle hiem igien, da seigle de andre til Bergen, som hiemme hafue værit.» Da der ikke blev holdt afregning, og da fiskerne hverken vidste eller fik vide, hvad de havde leveret, og hvad de havde faaet, saa (– blev de flittige og lade, de sparsommelige og ødsle lige Vilkaar underkastet, nemlig, at enhver skulde aarlig fortære, hvad Som fortjentes, og naar fiskeriet engang slog feil, da sulteï-. Regningen blev balanceret i gode fiskeaar, men i slette aaringer som i 1627, l628 og l629 var indbyggerne nær ved at sulte ihjel. I l(i29 fik bOfa-lÍHgSmæHd0I1O i Bergen og Trondhjem ordre til at tilholde borgerskabet i de 2 byer at forstrække fin-
