I–IVAL 0G I–IVALFANGST. 669 viks vedkommende, «at de tilhjælpes ei ringe ved Hvalfangsten, som jeffnligst der omtrent ved fremmede Skibe søges oc udi stæ- dets haffn lader anckre». Om nordkaperen eller stubben siges Senere, at den efterstræbtes tidligere meget af fremmede hval- fangere, som brændte tranen i Kjelvik eller paa Sørøen. Jagten efter denne har saaledes rimeligvis foregaaet i det 17de aar- hundredes første ha1vdel. Der skal være fundet brudstykker af gamle trankjedler, og G. A. Guldberg har paavist, at gamle hvalben, fundne paa Sørøen og ved Vardø, var nordkaperben. I juni 17l9 prædikede Pastor Rachlew i Maasø for 4 hol- landske «grønlandsfarere» (Hammond: «Den nordiske missions- historie»). Antagelig har disse været paa jagt efter hval under Finmarken. Nogen hva1fangst har vistnok været drevet i Finmarken af nordmænd som af udlændinger i begyndelsen af det 17de aar- hundrede til henimod midten af det 18de, men den har neppe havt større betydning Udbyttet blev af de fremmede oftere tilvirket i havnene. Det var især i Ulfsfjorden og Nuvsfjorden, Hasvik, Sørvær, Ingø, Tufjorden (Rolfsø), Kjelvik, altsaa omkring Nordkap, samt tildels i Bussesundet, at hvalens afspækning fandt sted, og tranen brændtes. Fra midten af det l8de aarhundrede ophørte denne hvalfangst i disse egne. 0mkring 1744 synes der ikke at være drevet hvalfangst ved Finmarkskysten, thi S(–hnitler skriver i dette aar: (‘:Imellem Nordkap paa Magerø og Kinnarodden paa Omgangs- landet søger mangfoldige hvaler ind om sommeren ad Porsanger- og Laksefjordene, og fortælles her, at i gamle dage hollænderne skal have ligget i Laksefjorden og i denne egn fanget hvaler, hvoraf man finder endnu den dag idag kjendetegn iLaksefjorden paa Tømmervikslandet, nemlig hvalben at ligge efter dem.» Døde hvaler drev ikke sjelden ind. Rath-ke beretter i 1802, at Næsseby og Vadsø almue havde betydelig fordel af døde hvaler, hvoraf der i aaret 1801 var op- drevet 7 stykker, nogle af 9 og en af lå favnes længde. Foruden den mængde spæk, som blev solgt til kjøbmænd i Mortensnes og Vadsø, fortæres en stor mængde af finnerne, der bruger dette og anden tran til deres tør-fisk. Døde hvaler, skriver han videre, indd1–iver ofte i Varanger- fjord; man skal endog i et aar have faaet 15 saadanne hValer; da de fleste er fin- eller rørhvaler (bal. phys.) og sjelden sletbag eller den saakaldte grønlandshval (bal. myst.), vilde hvalfanger- anlæg være forbundet med Vanskeligheden da det kun er den sidste, der bekvemt lader sig harpunere.
