526 FlNMARKENS AMT. klippen, og i juni og juli er ungerne saa store, at de kan spises. Den dristige jæger opsøger et sted, hvor klippen er mindre steil. saa at en mand med stor forsigtighed kan stige ned, og derpaa gaar han langs med fjeldets side og opsøger rederne. Naar han har fanget en fugl, dreier han halsen om paa den og putter den i en sæk, som hænger i beltet, og ligeledes eggene. Jeg vari følge med to i denne jagt erfarne og dristige mænd, og vi bragte hjem fjorten 1mger og 80 eg. Disse var større end hønseeg og uregelmæssig gi-ønflekkede paa hvid bund. De tilhørte enten lunner eller sjøænder, af hvilke der ogsaa er mange, som bygger sine reder paa disse utilgjængelige klipper. Fuglene kom tæt sammen i store skarer med voldsom flugt imod os, ikke lige paa, men fra siden, som om de med sine forenede kræfter vilde forhindre vor gjerning. De fløi os saaledes forbi, men dreiede efter en kort stund om og kom tilbage fra den anden side og atter saa nær, at vi med en lang stok kunde have slaaet dem ihjel i massevis, ogi denne fare dreves de blot af kjærlighed til sine smaa og af in- stinktet til at beskytte dem. Ved hjælp af en tolk fortalte mine førere mig, at de undertiden tager med sig en dertil dresseret liden hund, som de sætter ind i de huler, der er for dybe og krumme til, at armen kan naa helt ind og tage fuglene. Hunden bringer den ene efter den anden af dem til sin herre. Men hvis de gamle er hjemme, kjæmper de med sine stærke, spidse næb længe med røveren, som undertiden maa give efter og trække sig tilbage. Men som oftest vinder han, idet han faar tag i vingen paa en af de store fugle, som for at gjøre bedre modstand igjen bider sig fast i en af sin nærmeste nabos vinger, denne igjen i den følgende, indtil de alle hænger sammen i en kjæde af seks til syv fugle. Hvis modstanderne er saa stærke, at hunden ikke med egne kræfter kan faa dem frem, saa hjælper jægeren, idet han griber fat i hundens bagben og trækker til, og naar hunden er ude af hulen, griber man den første fugl, som trækker de andre efter sig.» Det, som her berettes, er af interesse, forsaavidt som det stemmer med, hvad Petter Dass fortæller i Nordlands Trompet: En lunne hun klækker et eneste æg, Der gjemmes i uren som inden en væg I klippernes inderste huler: En rede bebygges det andet saa nær. At en bider anden i vinger og fjær I revneme hvor de sig skjuler; Men bønderne, hvilke besidde den plan, Ved vel at antaste de lunner med ran, Og det ved afrettede hunde, Som er udaf dannelse smidig og smaa,
