510 FxNMAR1u:Ns Au-r. Alpelærken kommer til Sydvaranger først i mai, sjelden sidst i april og bliver der længe til midt i oktober. Den optræder her i store flokke et par uger paa de delvis snebare marker. A1pelærken heder paa flnsk ruo.§.§a-allap, hvilket betyder russetiting. Hær-fuglen (upupa epops) er skudt en gang i Alten og en gang i Varanger. f “ Den heder paa finsk rouggo gonagas, hvilket betyder en skind- feldkonge. Spett, hakkespet, træpikke eller den tretaaede spette ( fridactylus, paa finsk öaitne) skader undertiden telegrafstolperne; saaledes har den i Tanadalen i sin tid ødelagt et betydeligt antal telegrafstolper. Den er almindelig og den eneste talrig forekommende art af spetterne. Den store .flagspett major) forekommer sparsomt; den er seet en enkelt gang i Sydvaranger. Den lille .flagspett minor) træffes noksaa sjelden, men forekommer dog helt til den russiske grændse. Den heder paa finsk eica.§–(Ì–’aitne, som betyder spurvhakkespet. S–vartspetten (dryo(“opus martius) forekommer i furuskogen ved Tsjoalbmejavrre i Sydvaranger. – Gjøken, gauken ((;u(§ulus (3G)lOT’1l-9) lader sig høre lige op paa Magerøen, hvor der saa godt som ikke findes et træ. Inde i fjordene som i A1ten er den saa talrig som nogensteds i landet, og den lader sig der høre første gang mellem 26(le mai og 6te juni. I Sydvaranger kommer den oftest i den første uge af juni. Gjøken heder paa finsk g‘iekka, efter Friis beibu.§’. En liden fugl, som følger gjøken, kaldes i Kautokeino gíC9ɔ“ battasikko, det er gjøkens bagdeltørrer. Gjøkens eg er i Sydvaranger fundet i rederne hos følgende smaafugle: engpiplærken, den brunstrubede engpiplærke, steindul- pen og hos løvsangeren. Taamsvalen (Cyselus apus) er iagttaget en enkelt gang i 8)’Ö’ varanger., Nogle rovj’ugle svæver over fuglebjergene, andre trives bedst i de aar, da lemænene er talrige. De i Finmarken forekommende rovfugle er: n Perleuglen (striæ teng“malmi) er iagttaget i Sydvaranger 0gI Alten, men er ikke talrig. Finnerne kalder den igjalodde, 80m betyder natfugl. Finuglen, i Alten kaldet ber-gugle (str-im lapponiCa) er ikke rent sjelden i Alten og ved Pasvikelven. Den træffes især om vin- teren, og er kun lidet sky. Den æder lemæn og mus Og U talrig i lemænaar. Finnerne kalder den ranesskuöl-ffe.
