DYREL1V OG .1aGT. 4‘95 Enkeltsteds optræder den i Tanen herred, f. eks. i strøget om Bjørnvatn, Vestertana, i Hanadalen og J ulelvdalen med sidedale. I Næsseby, Polmak og Sydvaranger er den sjelden, i Karas- jok sees den nu og da. Bjørnen beskadiger undertiden telegrafstolperne, idet den k1orer og bider i dem. Saadanne mærker efter bjørn paa tele- grafstolperne har man .f1mdet i Mattisdalen i Alten. Før angreb finnerne bjørnen med jagtspydet. Finnen ansaa jagtspydet for sikrere og tryggere end de gamle mundladnings- geværer. - Spydet er en solid birkestok med en tynd skarp Od af 15 a 20 cm.s længde, der krydses af et tvertræ, begge dele godt beslaaet, saa knækning er umulig. Derefter følger et skaft om- trent saa langt, at det rækker en opreist staaende bjørn fra brystet til marken. “ Naar bjømen angriber, vil den altid komme i opreist stilling, og det første jægeren da har at gjøre, er at støde til saa nær hjertet som muligt- Jægeren kaster sig paa det ene knæ og passer paa, at spyd- skaftet kommer til at hvile paa Spidsen af komagen, der løber ud i en lang bred snude. Dette vil forhindre, at spydskaftet borer sig ned i jorden, naar bjørnen lægger sig paa. Hvis spyd- skaftet borede sig fast i jorden, vilde det ikke kunne flyttes efter bjørnens bevægelser, og den vilde k1mne vride sig løs. Har saa jægeren faaet stukket spydet i bjørnen, vil denne, naar den forsøger at slaa manden med forlabberne, lægge sig over spydet for at naa ham, uden at dette vil lykkes, da manden holder sig huket ned, og tvertræet et stykke fra odden holder bjørnen oppe. Tvertræet forhindrer ogsaa, at spydet bliver tryk- ket for langt ind, uden kanske at træffe hjertet. Under baske- taget gjælder det at flytte spydet efter bjørnens bevægelser, saa den altid hviler derpaa, medens spidsen graver sig ind i hjerte- 1–eg-ionen. Tilsidst vil bjørnen ved sine vridninger have boret sig spydet i hjertet. En Vanskelighed er det at faa bjørnen til at angribe. Oftest tager bjømen benene fat. De i Skjærstad boende finner skal der- for have brugt at anskyde bjørnen med rifle, hvorefter den al- mindeligvis gik angrebsvis frem, naar det da ikke ved skuddet var gjort af med den. Spydets benyttelse beror paa den omstændighed, at bjørnen slaar og ikke først bider. Det er sagt, at et par finner i Skjærstad har benyttet jagt- spydet paa sine bjørnejagter for ikke lang tid tilbage. Det var en gammel finsk foresti1ling, at bjørnen var et
