DYRELIV OG JAGT. 489 aarets løb. Af finnerne fanges haren med saks eller med snarer af messingtraad. I Karasjok er der mange harer. De gjør skade paa høstak- kene om vinteren. Folket anser dem for skadedyr og vil gjerne have sat skudpræmie paa dem. Paa grund af omkostningerne lønner det sig ikke at forsende harer derfra. Haren forekommer hyppig eller i mængde i Talvik, Alten, Lebesby og Tanen, ogsaa paa Sørøen. Paa Sandøen ved Sørøen er stor rigdom paa harer, men disse var oprindelig udsatte paa øen og i de første aar fredede. Haren kan være overordentlig talrig i Alten, skjønt der ikke alle aar er lige meget af den. Den spises nødig af befolkningen. Af hensyn til tiur og røi blev det i Altens thinglag.forbudt i 5 aar fra 1887 at opstille snarer, faldstokke eller andre fangst- indretninger for tiur, røi og bare fra 1ste Oktober til 31te august. Inden ud1øbet af de 5 aar tiltog imidlertid haren i en næsten foruroligende grad, saa man maatte begynde at bortskyde «skade- harer». Fredningen ønskedes for harens vedkommende ikke fornyet. Rø12skatten eller lekaffen, urdkatten (mustela erminea), paa finsk buoida, er saare almindelig. Den er lidet efterstræbt, skjønt fin- neme bek1ager sig over dens tyverier af tørret kjed og anden pro- viant, da den er for listig og for hurtig selv for finnehundene. Den fanges i fa1dstokker eller rottesakse. Den er talrig i de aar, da der er mange lemæn og mus. Røiskatten angriber dyr, der er større end den selv, unge harer og fugle, ja selv tiuren skal kunne blive et rov for den, idet den hopper op paa fuglens ryg og bider sig fast i dens hals. Det siges, at tiuren kan flyve lZ10 mil med røiskatten paa nakken, til den falder i marken. Den stjæler ofte de i snarer fangne ryper. Snemusen eller kvitkatten, snjomus (mustela nivalis) er ikke talrig-. Finnerne kalder den kafaö eller nirppi. Skogmaar,en, paa norsk mord eller maar (mustela martes), op- træder ikkei synderlig stort antal i Finmarken. Dens forekomst er rent sporadisk. Finnerne kalder den nætte og daiber. Den holder helst til i furuskog, skjønt den ogsaa forfølger ekornet, der udgjør dens fornemste næring, udenfor skogen. «Kiødet elsker Finnen for en nydelighed», skriver Lillien- skiold om maarens kjød. Jerven eller jarv, j)elljross (gulo borealis), synes at have af- taget noget. I femaaret 1886–90 betaltes præmie for 128, i 1891–95 for 58 og i 1896–19O0 for 86. Jerven, som finnerne kalder gætke, følger renen, hvis unge kalve den efter-stræber; den tilføier ogsaa rypefangerne skade, idet den tager ryper af snarerne. Som de andre rovdyr aftager jerven
