Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/495

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

c 482 FINMARKENS Au-r. Ogsaa i Næsseby træffes svaner. De vidtstrakte myrstrækninger paa begge sider af Pasvik- elven yder prægtige hækkepladse for vadefuglene, medens de store ensomme skoge huser forskjellige rovfugle. Her ruger kongeørnen i enkelte spredte par, der undertiden gjør skade paa renkalvene, samt fiskeørnen. Omgivelserne af Tana ansees ogsaa af jægerne for gode jagt- felter. I udvidelserne af Tana, hvor der vokser siv, er der stok- ænder, stjertænder og krikænder og den i det hele taget ikke almindelig, forekommende topand. Sjøerne i Anarjokka er tildels bevoksede med siv eller star- græs, og her er især stjertanden almindelig, medens brunnakke- anden ellers er den hyppigst forekommende art i mange vasdrag i Østfinmarken. Videre forekommer strøm- eller laksanden, der er den største af de saakaldte fiskeænder; den hos os sjeldne harle- kinsneppe, samt den lille hvidpandede fjeldgaas forekommer i Tana vasdragc I Karasjok samles undertiden gaaseeg, og det hænder, at de mader op gaasunger. Vildgaasen er ivrig efterstræbt i Karasjok og Koutokeino baade i den tid, da den myter og ikke kan flyve, og før ungerne endnu er flyvedygtige. Det er ikke let at faa fat i unggaasen. Ved mindste tegn til fare tager den spranget med fiaksende vinger over landstykker fra den ene indsjø til den anden, indtil den kommer til saa stor indsjø, at den ikke kan naaes fra land med bøsse. Naar finnen paa afstand fra en høide har opdaget en gaase- flok i en mindre indsjø, lægger et par mand sig i skju1 ved den ende af indsjøen, hvorfra gaaseflokken formodes at ville rømme over til en anden indsjø. Naar mændene er komne til skjule- stedet, viser et par andre sig pludselig ved den modsatte ende af indsjøen, og gaaseflokken svømmer straks henimod den anden ende, hvor de skjulte jægere ligger paa lur med lange kjæppe og i regelen med en eller to h1mde. Naar gaaseflokken nærmer sig enden af indsjøen, kommer jægerne efter fra begge sider. Flok- ken gaar paa land og tager spranget mod næste indsjø; den hjælper til med de endnu ikke fuldt udviklede vinger. Straks flokken har naaet land, farer de i skjul liggende finner op og frem med sine hunde, afskjærer flokken tilbageveien og begynder forfølgelsen. Som rasende springer de afsted og slaar ihjel hver eneste en, de kan naa, medens hundene ikke mindre blodtørstige render efter andre, og naar de har faaet tag i en gaas, bider de halsen af paa den for saa igjen straks at sætte afsted efter en anden. Undertiden kan det hænde, at de dræber ned hele flok- ken; men som oftest undkommer dog enkelte.