Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/494

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

nYHE1.1v OG .1AGT. 481 mindre 1mger er endnu halvt dunklædte, endelig 3 netop udklæk- kede, og under disse 9 unger er et eg, som udruges under sine søskende. – Omegnen af Pasvikvasdraget omtales baade af Friis-, Barth og andre som rigt paa vildt. Haren har sine stier. Skogryper er der godt om, og de fleste aar findes ogsaa storfugl, tiur og røi, i mængde. Endog jerpen træffes her, men sydligere træffes den først i Ranens granskoge; aarfuglen har dog ikke hjemme nogensteds i Finmarken, om den end er seet i Alten og Talvik. Bjørn skydes ikke saa sjelden i Sydvaranger. Om vin- teren streifer ulven i hele flokke over de snelagte vande. Rævens spor træffer man allevegne, og enkelte aar kommer maaren ind fra Ruslands skoge, drivende ekorn og fugl foran sig helt op- imod havet. Om sommeren trækker gjæs og svaner i fjeldvandene, og i sivet langs elv-ene har flokke af ænder sit tilhold. . Særlig er denne egn mere end almindelig rig paa fuglevildt af forskjelligt slags. De almindelige arter ænder, og af disse igjen de finere eller ædlere arter, der mangler svømmehud paa bagtaaen, navnlig stokanden, brunnakken og krikanden, er stærkt repræsen- terede. Derimod forekommer stjertanden her mindre hyppig, medens brunnakken synes at være omtrent ligesaa almindelig som alle de andre andearter tilsammentaget. Der mangler heller ikke paa dukænder, hvis bagtaa er forsynet med svømmehud, saaledes skjæranden og bjerganden, af hvilke den første er den alminde1igste. For hvinanden pleier kvænerne hist og her langs elven at opsætte rugekasser, bestaaende af en udhulet stamme, i træerne, og i disse lægger fuglen gjerne sine talrige eg, der i vaartiden udgjør et kjærkomment tillæg til befolkningens føde. Af snepper er der brushanen, den halv-enkelte bekkasin og den almindelige svømmesneppe. Paa myrerne ruger desuden glutsneppen, sortsnéppen og rødspoven, de to sidstnævnte er for første gang i Norge fundne r11gende her. Paa smaaøer bygger svanen reder; de er dannede af jord, kviste og mos m. m., ophobet i form af en høi myretue, paa hvis top der er en grundt udhulet fordybning, som udgjør det egent- lige rede. Svaner Samler sig om høsten i store fiokke, især i grunde bugter og viker af Vaggatemsjøen. Om høsten kan man ved BotsjaVrre i Sydvaranger mellem holmerne undertiden træffe til at faa se flokke af sangsvanen paa hundrede individer og mere. De er overmaade sky og forsigtige, saa det er ikke ofte, det lykkes at nedlægge nogen. De holder til her, lige til isen lægger sig. 31 – Finmarkens amt.