430 . F1NHAB1u-:Ns Amt ’ Helst hvor der er noget myrlændt, vokser videre j)eldfresOer- æren (thalirtrum alpinum), der har meget uanselige blomster, men vakre, bregnelignende blade, pestro(l ú)eta.s“ites .frigida), hvis blade ligner hestehovens, jjeldtættegræs (pingui(?ula alpina) med gulhvide blomster, bartsia alpina med blaav-iolette blomster og mørke violet- grønne blade, samt den hvidblomstrede myrklæg, pedi(?ular‘L9 lap- poniCa. Paa saadanne steder findes ogsaa ofte grepplyugen (a.ealea proC“umbens), hvis lave bladmatter kan være næsten skjult af de lyserøde blomster. Denne plante vokser dog ofte ogsaa paa tørre klippeafsatser og i det indre Finmarken endog i tørre lavmarker. Helst i fugtigt grus staar en art myrklæg med rosenrøde blomster, nemlig den vakre pedi(:ularis hirsuta. Rigest bliver fjeldviddernes planteliv ved bækkene, hvor de friske, grønne bredder med de mange farverige blomster virker opkvikkende i det ensformige, ørkenagtige landskab. Planter, som holder til langs bækkefarene paa fjeldmarkerne, er snesoløien (ranunCulus nival229), og især i Østfinmarkens ytre dele en med den nær beslægtet art, ranun(–ulus altai(–us, somi vort land er meget sjelden og ikke forekommer udenfor de nordligste amter, endvidere Xjeld“flolen (viola biflora), samt en art sildre, sa.ú;fraga ai.zoides. Alle disse har gule blomster, og naar der er mange af dem, giver de bækkebred(leme sin gyldne farvetone. Sammen med dem staar ofte den fine rødblomstrede j)“eldmjølke (epilobium alpinum), den blaa Z’jeldveronika (veron-iCa alpWina) og en del hvidblomstrede arter, som snesildren fraga nivalWisj, sUernes“ildren (Lvaxijraga stellaris), ffeldskrinneblom (arab129 alpina) og de to arvearter, (:erastium alpi- num og trigynum, samt Corhlearia ar(–ti(“a. Her vokser ogsaa .ffeld- syren (oxyria digyna). Mellem stenene langs bækkene er der hist og her ogsaa samlinger af vakre bregneblade, især af phegopte-ris alpestris. Flere af disse planter vokser ofte lige i randen af de smel- tende snemasser. Her staar ogsaa den vakre issoløie, i Finmarken kaldt reiublom (ranunCulus gla(–ialis) med hvide kronblade over de brunhaarede bægre, og dens slægtning, den lille dvergsoløie, ra- nun(“ulus pygmæus, som har smaa, gule blomster, samt paa nogle steder et meget lidet græs, catabrosa algida. Ogsaa hvor bunden er tørrere, er der paa amtets fjelde ganske karakteristiske plantesamlinger. Paa klippernes afsatser eller i rifterne vokser planter som den tykbladede ro-S–enrod (rhodiola rosea), paa finsk galbe-rasse, hvilket betyder kalvegræs, den rødblomstrede fleld(jæ-reblomst (visCaria alpina), et par smaa arter draba med hvide bIomster, en med star beslægtet plante, kobresia s(“irpina, et lidet stargræs, carex rupestr12S, og rypegræs (dryas o(Ëtopetala). Denne plante kaldes ofte reinblom, et navn, der i Finmarken bruges om issoløien, som netop omtalt. Dryas,
