BEBYGNING. 423 iSydvaranger, ialt 49 personer. Distriktets samlede befolkning udgjorde ved udgangen af 187O 1477 indvaanere, hvoraf 216 var nordmænd, 563 finner, 659 kvæner og 39 blandingsfolk. Det er her i Sydvaranger, at der i de sidste aar har været forsøgt en kolonisation ved deti l899 stiftede «Selskab til fremme af Finmarkens jordbrug». Allerede for længere tid siden har professor Friis i et utrykt skrift udtalt sig om kolonisation i Finmarken. Som steder, hvor der er størst overflod af rydningsland, og som særlig egner sig for flinke norske kolonister, nævner han de store dalfører i Porsanger, Tanen og Sydvaranger. Naar de tidligere bosatte saa sine naboers drift, saa at de fik mere hø, poteter, melk af kreaturerne etc., og ved Salg meget mere for sine pro- dukter af smør, slagt etc., saa vilde de tage efter og begynde at kappes.om at udbringe ligesaa meget og faa ligesaa god betaling. At se et pent fjøs hos naboen og bedre stel i det hele i mod- sætning til eget svineri og sultefodring vilde utvilsomt efterhaan- den bringe efterligning. Men for at faa nye norske kolonister derop iblandt kvæner og finner maatte der ikke blot opmuntring og oplysning om for- holdene, men ogsaa understøttelse til reise, husebygning, skatte- frihed de første aar, indtil vedkommende havde faaet hus op og ryddet saa meget land, at han kunde klare sig nogenlunde med kone og børn. Det vilde derfor være en god ting, om0 man paa et kart kunde have angivet de bedste rydningspladse, navnlig paa grændsen mod Finland og Rusland, hvorhen man især kunde opmuntre folk til at flytte. Da dette imidlertid ikke er gjort, vilde det være af interesse, at en agronom paa en reise i hine egne, som jo undertiden af saadanne foretages, leverede en for- tegnelse og angivelse af bopladse, der kunde komme til alminde- lig kundskab. Dersom det paa denne maade kunde lykkes at blande den kvænske kolonibefolkning op med norske kolonister, der holdt fast paa sit sprog og nationalitet, vilde dette utvilsomt have fornorskende indflydelse. Det maa indrømmes, at den kvænske kolonist i regelen klarer sig bedre og staar sig bedre paa samme terræn eller under samme vilkaar end den norske. Flere af disse i Sydvaranger er velstaaende. Ligeledes maa det desværre indrømmes, at den norske kolonist ikke holder saa meget paa sprog eller udmærker sig ved nogen nationalstolthed, saaledes som tilfældet er med kvænerne. Der maatte derfor baade opmuntring og understøttelse til for at holde disse oppe mod hine. Som det nu er, synes nordmændene næsten at sætte en forfængelighed i uden nødvendighed at kunne tale kvænsk, finsk og russisk (f. eks. i Hammerfest). Nordmændene
