316 FINMARKENS AMT. vatn. Paa rektangelkartet er det imidlertid den sydlige del af vandet, som benævnes Fale.Sjavrre. Fra nedre K1ostervatn gaar mod vest ind i Norge en stor bugt, som kaldes Næverskrukbugte11„ hvilken er over 3 km. lang og i regelen over 1 km. bred. Nedre K1ostervatn er 8 til 9 km. langt. I den nedre del strømmer Pasvikelven, som omtalt, ien dalformig forsænkning med steile fjelde paa siderne, en fort- sættelse af dalen. Gaar man ved Harefossen lidt op i høiden, saa ser man, at her er dalen paa engang forsvundet, og en aaben, i det hele taget flad strækning udbreder sig, saavidt øiet naar mod syd og sydvest; mod sydøst er den først i det blaa fjerne indfattet af en isoleret bjergryg. Fossen løber umiddelbart ud af Nedre K1ostervatn, der indtager forgrunden, og som endnu blinker frem yderst i mellemgrunden, bagenfor lave forbjerge. Landet selv bestaar fordetmeste af tørre fjeldkoller, der dels er aldeles nøgne, dels bedækkede med renmos og meget glissen furuskog; nærmest sjøen vokser ogsaa birk og asp. De fugtige strækninger, der væksler med det tørre land, er fulde af smaa birketræer og af vidjekjær. I afstand synes imidlertid furuskogen at udgjøre en tæt, næsten uafbrudt sammenhængende bedækning over hele lavlandet. Paa bjergryggen i sydøst synes det at være furuen, som danner trægrændsen; ovenfor følger nøgent mosefjeld. Mellem Nedre Klostervatn og det ovenfor liggende Bjørnevatn (Guov(?ajavrre) er der en foss Holnåfossen (Suologuoikka, i grændse- befaringen kaldet Se-udla KousChh, paa skoltefinsk Suælaguösk); elven gaar her i foss paa begge sider af en holme, som ligger midt i elven, og ved sidste grændsebefaring blev den delt mellem Norge og Rusland. Baadene trækkes over denne holme nogle hundrede meter, men de kan slæbes i elven opover. Ovenfor Bjørnevatn følger Bjørn.s“und, med hvilket den store indsjø Øvre Klostervatn eller (?oalbmejavrre begynder. Bjørnevatn med Bjør11sund og Øvre Klostervatn har en længde af 17 km., og det sidste er paa den midtre del op til 3 km. bredt med bugter og viker. Om Coalbmejavrre skriver Keilhau: 0mgivelserne er endnu lavere end Hvalesjavrres. De flade, langt fremspringende land- tunger er ret maleriske, og paa dem hviler øiet helst i denne monotone egn, som kun eier tre farver, nemlig furuskogens dunkle grønligblaat, sjøfladens lyseblaat og strandZonens og oddernes mere levende lysegrønt. Thi fra sjøen ser man ikke engang de bare, graa eller med gulhvidt mos bedækkede pletter i skogen, og forgjæves søger øiet nogen opryddet plads eller græsmark omkring vandet.“ – Senere er der ryddet land paa flere steder ved Coalbmejavrre baade af kvæner og nordmænd, og i de senere aar har man søgt at opmuntre til kolonisation her.
