314 FINMARKENS AMT. Pasvikvasdraget bestaar hovedsagelig af en række større og mindre indsjøer, der er afbrudt af strækninger, hvor det har karakter af elv, og da med fosser. Vasdraget adskiller sig i mange henseender fra de andre større vasdrag i Finmarken. Der er saaledes kun ubetydelig isgang og slamføring, og bred- derne staar som regel urørt. Medens jorden langs de øvrige vasdrag i Finmarken, saasom A.lten, Tana og Lakselv m. fl., omtrent udelukkende er elvelagret og bestaar af sandjord med tydelige mærker efter elvenes ældre leier, er jorden langs Pasvik- elvens bredder ikke saa meget elvegrus, men ofte glacial aur og ler. Her er ikke fare for, at elvebredderne bortskylles af elven under vaarflommen, saaledes som ved de øvrige vasdrag, der uophørlig forandrer Ieie. Der er jevnere vandføring, da der er store regulerende sjøer. Elvestykkerne imellem indSjøerne er i regelen ikke mere end en kilometer eller to lange. Vasdraget er farbart lige fra fjorden til Enaresjøen paa den i Finmarken og finlandsk Lappmarken almin- delige “maade, at to mand i en baad med lange stager stikker eller stager sig opover tæt inde ved elvebredden og trækker baaden paa land forbi de værste fosser, hvor en smal sti i regelen er oplunnet eller belagt saavidt med træstokke, at to mand med temmelig lethed kan trække afsted med en elvebaad af almindelig størrelse. De talrige stryk, som det tager lang tid at arbeide sig opad, kan oftest nedad befares af en kyndig styresmand, som kjender det rette løb og hver farlig sten. Elvebaaden er lang, smal, lavbordet og let. Den har ingen kjøl og flyder derfor paa ganske grundt vand. Flere end 2 rei- sende kan ikke fragtes i en egentlig elvebaad. Pasvikelven har en stor vandmasse. Vasdraget bestaar, som netop nævnt, af en række større og mindre sjøer, hvoraf nogle er 1 norsk mil lang, og de er forbundne ved kortere elveløb. Ikke mindre end 9 vande løber den igjennem som grændseelv og danner paa denne strækning 15 fosser og stryk; Friis og IVul-fs- berg angiver 29 fosser, men det kommer jo an paa, hvad man regner for en foss, og hvad man kalder et stryk. Flere af disse fosser er ordentlige fosser eller virkelige vand- fald, der ikke, som de saakaldte fosser i Tana, kan passeres med baad. ’ De største indsjøer er nedenfra opover: Nedre Klosfervatn, Bjørnm;atn, Øvre Klostervatn (eller Salm-vZj(1rui), Langvatn, Vaggafem- ja ur-re og Bot.sjavrre. De vigtigste fosser er: Skoltejoss, Harejoss, Holm.foss, Melkej’oss, M(tnnikøfoss, Kobbe;foss, .Yordanfoss, Hestejoss, Bornjekoski og Rajakoski. Disse fosser og
