knap mil; foruden fæstningen ligger der henved tre hundrede træhuse.
Under Wardhusia lyder, foruden de tilgrændsende finner, Finmarchia og hele det sjødistrikt, som kaldes Trunsolen, med et særlig udmærket fiskeri. Befalingsmanden paa Wardhusia skifter lov og ret for hele Finmarchia, som forresten ogsaa selv har en sommer- og en vinterbefalingsmand.
Finmarehia. Finmarchia strækker sig fra Norvegia mod nord; den kaldes almindelig Taakemarchia. Det er en eiendommelighed ved Finmarchia, at denne landsdel ikke, i lighed med hvad der andensteds finder sted, er delt i eiendomme og privatbesiddelser, men ligger aabent for alle, for den, som først tager land. Men landnaamsmanden erhverver sig ikke egentlig eiendomsret til landet, kun ret til at bruge det og tilgodegjøre sig det. Finnerne, som søger til det fiskerige hav, skifter let opholdssteder, eftersom det begynder at skorte paa brændeved i nærheden; men naar fiskeriet i sommermaanederne er slut, trækker de sig for vinteren tilbage til indlandet. Men øbyggerne, som bor paa Heymeland (hjemlandet) og andre øer, har faste bosteder, med kirker i Trom (Tromsø), Suro (Sørø), Maggero (Magerø) og andensteds. De finner, som har slaaet sig ned paa kysten, taler en ganske forskjellig dialekt fra indlands-finnerne, saa at den ene part slet ikke forstaar den anden uden tolk.
Der er ti sognekirker i Finmarchia: den første i Wardhusia; den har to annekskirker (kapeller) under sig, én i Wadsoen (Vadsø) og én i Kiberga (Kiberg); den anden sognekirke i Ommegang (Omgang); den tredje i Scuttingbergh (Skjøtningberg), den fjerde i Kielingh (Kjelvik), med en annekskirke under sig i Hellenes (Helnes), som er et præstegjeld paa øen Maggeroe, fem tyske mil lang og noget mindre bred. Den femte sognekirke i Thunes (Tuenes); den sjette i Hellemsnes (Hjelmsø); den syvende paa øen Ingien (Ingø); den ottende i Meifjord (Mefjord) paa Suroii (Sørø), som er en ø 11—12 mil fra Tromsunda, omtrent 8 tyske mil lang, men overmaade smal; den niende sognekirke i Sorffru (Sørvær); den tiende i Loppers (Loppen). Alle disse kirker hører til scritofinnerne; thi hos fjeldfinnerne, som bor inde i landet, og ligner finnerne eller en del af dem, findes ingen templer.»
Italieneren Francesco Negri fra Ravenna var født i 1623 og døde 1698. Han havde studeret geografi og blev præst i sin fødeby. Da han gjerne vilde se sig om, drog han paa reiser til fjerne lande; han var 1664 i Sverige, hvor han (efter Verelius) alene og ukyndig i sproget skal have vandret til det yderste Lappmarken. Senere kom han til Kjøbenhavn, reiste derfra til Bergen, hvor han var i 1664 i oktober, og senere kom han ogsaa til Finmarken. Han har skrevet en reisebeskrivelse, udgivet efter
