op en turistliteratur, der dog som oftest ikke indeholder noget, som ikke er bekjendt fra norske skrifter.
Den ældste beretning om Finmarken er den, som findes i et angelsachsisk skrift, hvor Ottar fortæller kong Alfred (død 901) om Finmarken og sin reise did.
Den er gjengivet i afsnittet om historie, ligesom Sagaernes beretninger om Finmarken er omtalt under afsnittet historie.
De meget gamle beretninger, som findes om finnerne fra Tacitus og nedover, er omtalt i beskrivelsen af Tromsø amt, bind I, pag. 195—200, saaledes den gamle beretning i Historia Norvegiæ fra ca. 1264.
Fra den senere del af middelalderen er der faa efterretninger om Finmarken.
Der er «et brev til pave Nicolaus den 5te om Norges beliggenhed og undre». Det kjendes i oversættelse fra latin paa fransk, og da Nicolaus den 5te var pave fra 1447 til 1455, saa maa brevet være fra denne tid. Det er udgivet af professor Gustav Storm i det norske geografiske selskabs aarbog, X. Brevet er vistnok ikke meget oplysende, men det er saa godt som den eneste efterretning om Finmarken fra denne tid. Det, som fortælles, er neppe rigtigt.
Storm bemærker, at man vistnok vil undres over i Finmarken at læse om blodigler, som suger blod af mennesker og dyr; nærmere virkeligheden er beretningen om, at befolkningen ikke kjender penge og betaler skat med kostbare skind til Norges konge.
Hvad forfatteren skriver om Finmarken hidsættes her:
«Derfra kommer man til slettelandene i Finmarken (Venmarche); der kan man ikke komme frem for de forskjellige sjøer og myrer, som der er fulde af blodigler, saa tykke og lange som aaler; disse hænger sig fast i mennesker og dyr og suger saaledes deres blod, at mennesker og dyr bliver ganske svækkede og tilslut dør. I nærheden af disse slettelande er tre slags hedninger, som har forskjellige sæder, nemlig Lapprens, Rebiens og Hergrons. De første ofrer til Proserpina og til Venus og holder fester den første dag i maaneden til ære for sol og maane og iagttager offentlige religionsskikke, saaledes som romerne gjorde i oldtiden for sine guder. Det andet folk tilbeder én Gud, som skaber alting, og som af det oprindelige stof, som de tænker sig, avlede i fortiden to sønner; til den ene gav han himmelens rige og til den anden det modsatte rige og helvedes afgrund. Det tredje folk tilbeder ogsaa én gud og tror paa Jesus og Maria og sværger ved Jesu og Marias navn, men de kjender ikke mere af vor tros artikler. Mellem de tre slags folk er der skarp og stadig krig. Fordum herjede de og plagede meget skadelig ved voldsomme indfald og utaaleligt røveri den del af Norges rige, som