er dem nær, men nu er de alle undergivne kongen og betaler skat, og da de ikke har den sæd at bruge penge, har de heller ikke sligt, og ved ikke, hvad det er, og heller ikke, om de vil have dem. De betaler sin skat i skind af hermelin, maar og sobel og lignende.»
G. Storm mener, at de hedenske folkestammers forskjellige religioner skulde svare nogenlunde til finnernes forskjellige religionsstandpunkt, alt eftersom de var mere eller mindre paavirkede af nordmændene; i «lapprens», som dyrker sol og maane og to gudinder, bør vi vel se fjeldfinnerne, som ganske har beholdt sin religion; «rebierne», som kjender en skabende gud med en himmelsk og en underjordisk søn, synes ialfald at minde om den religionsform, som det 18de aarhundredes missionærer kjendte; og «hergronerne», som kjender kristendommens hovedtræk og tror paa «Jesus» og «Maria», staar omtrent paa samme standpunkt som forfatteren af Finmarkens beskrivelse i 2den halvdel af 16de aarhundrede kjender hos sjøfinnerne.
Der er en gammel beskrivelse af Finmarken af erkebiskopen i Nidaros Erik Walkendorf. Det er en beretning paa latin, som omkring aar 1520 blev sendt fra erkebiskopen til pave Leo den 10de. Denne beskrivelse er fundet i Rom i Vatikanets arkiv og blev udgivet af dr. H. K. Karlsson og professor Gustav Storm (det norske geografiske selskabs aarbog 1900—1901).
Erkebiskop Erik Walkendorf var allerede før 1496 kannik i Roskilde og kong Hans’s notarius; senere var han kansler hos hans søn Kristian (II) under dennes styrelse i Norge (fra 1506); 16de august 1510 blev han af paven udnævnt til erkebiskop i Nidaros og kom til sit sæde vaaren 1511; han styrede dette indtil vaaren 1521 og døde i Rom 28de november 1522.
Olaus Magnus, der er den eneste, som synes at have benyttet erkebiskopens skrift, fortæller, at erkebiskopen omkring aar 1520 sendte skriftet til pave Leo den 10de. Dets titel lyder oversat saaledes: «En kort og summarisk beskrivelse over Nidaros bispedømme og særlig over den del af dette, som kaldes Finmarken, det yderste landskab i kristenheden mod nord.»
Erkebiskopen skildrer landet saaledes:
Finmarken bestaar af vidtstrakte fjelde, som i det hele er golde og meget ufrugtbare; kun i faa dale gror der lave vækster og paa de fleste steder vokser ikke græs; endog af skog eller vedfang findes intet, især langs havet; af husdyr er der kun faa faar og gjeter. Fjeldene i dette landskab har for beskueren et underligt og usædvanligt udseende og form. Landet vilde ikke være beboeligt for kristne mennesker, hvis ikke fiskefangsten, som der er meget rigelig, lokkede folk til at slaa sig ned der, thi den art fisk, som sædvanlig kaldes skrei (stokfisk), er saa
