BEFOLKNlNG. 441 politik, kunst, literatur, økonomiske spørgsmaal, dels paa prosa og dels paa vers. Det sprog, han benyttede, tilhørte ikke nogen bestemt dia-lekt, men at det ligger Telemarkens maal nært eller nærmest, er en følge af forfatterens herkomst. Det er sagt, at Ivar Aasen er den lærde grundlægger af det norske maal og Vinje den geniale grundlægger af en virkelig norsk literatur. Vinje fortsatte med udgivelse af «Dølen» –- dog med mange kortere og længere afbrydelser – til sin død. Ialt er der 8 aar- gange af bladet. . Vinje døde paa Grans præstegaard den 31te juli 187O. Paa hans grav ved Grams kirke er der reist af landsmænd en granit- støtte med indskrift: . Aa-smund Olavsson Vinje ’ fødd i Vinje 6 April 1818 daaen i Gran 31 juli 187O. Det norske Samlag har udgivet «A. O. Vinjes skrifter i utva-l», og der er samlet de vigtigste af hans literære og jour- nalistiske arbeider paa landsmaalet. Professor .]. E. Sars giver følgende karakteristik af de to hovedmænd for den norske maalreisning, Aasen og Vinje: «Vinje betragtede sig selv som Ivar Aasens discipel og kamp- fælle og saa altid med stor beundring op til denne sin lærer og mester. De to mødtes jevnlig og synes altid at have staaet paa den bedste fod og at være kommet svært godt ud af det med hin- anden. Endda er det vanskeligt at tænke sig to mere forskjellige naturer, og den enes maalstræv afveg da ogsaa stærkt fra den andens baade i hensyn paa udgangspunkt, karakter og retning, skjønt man i Samtiden fordetmeste slog dem sammen til ét. Ivar Aasen var og blev al sin tid. trods sine store og mange- sidige kundskaber og dybe videnskabelige granskning, en rigtig bonde, ikke bare i hensyn paa ydre væsen og sedvaner, men i hensyn paa smag og syn og livsanskuelse. Om Vinje gjaldt dette aldeles ikke, trods det at han kaldte sig selv og blev kaldt dølen og opfattedes som en personifikation af norsk bondevæsen i dets mest udprægede skikkelse. Han havde i virkeligl1eden, med alt det dølske i sin ydre person, løsrevet sig aldeles i dybere aandjg forstand fra bondesamfundet (som han nu egentlig aldrig rigtig havde tilhørt); han stod ikke mindre fremmed ligeoverfor det end ligeoverfor bysamfundet, og, naar han førte krig mod by- og bogsprogkulturen paa saa mange punkter, var det ikke for at sætte bondekulturen i stedet, men snarere for at hævde
