422 BRATSBERG AMT. Bare aa gange paa Kvalset paa nysopa Golv, enn aa liggje i Herjusdalen i den uvigde Mold." Draug betyder efter dette en dødning i almindelighed, og paa Vestlandet, hvor fiskere hyppig omkommer ved drukning, blir disse sjødrauger. Nøkken er en vandvette, som holder til i elve og vande; den er især farlig for smaabørn og faar størst magt ved solnedgang; det skal da være godt at raabe, før man sætter over vand: Nykk, nykk! naal i vatn. Jomfru Marie kasta staal i vatn! Du søkk, eg flyt. Ogsaa jomfruer efterstræber nøkken gjerne; dette motiv er ofte behandlet i folkeviser. Den optræder undertiden i hesteskikkelse og lader sig endog bruge til markarbeide. Nøkken kaldes ogsaa trold, sjøtrold. Saaledes kaldes det frygtelige trold, der opholder sig udenfor gaarden Gjevestø i Fyresvatn i Øvre Telemarken, Gjevestøtrolle, og det er aarsag i, at vandet der næsten altid er i stærk bevægelse. Hvergang det stormer eller trækker op til uveir, viser det sig i skikkelse af en stor hest, ragende med sine uhyre hover i vandet. I Viglien ved samme vand opholder sig et andet trold, Vigtrolle kaldet, der hujer skrækkeligt, naar en eller anden ulykke er paafærde. Dog er det tvilsomt, om de her nævnte trold eller sjøtrold virkelig er nøkken og ikke snarere beslægtede eller nærstaaende væsener. Beslægtet med nøkken er atter den musikalske grim eller fossegrim, et væsen, der opholder sig ved fosse og kverne. Han spiller især i stille og mørke aftener for at lokke folk til sig, og lærer dem at spille paa violin og anden strengeleg, som en torsdagskveld med bortvendt hoved ofrer ham et hvidt bukkekid, der kastes i en mod nord strømmende fos. Er offeret magert, kan lærlingen ikke bringe det videre end til at stemme sin violin; men er det fedt, griber fossegrimen over spillemandens høire haand, og fører den saa længe frem og tilbage, indtil blodet springer frem af hver fingerende. Nu er lærlingen fuldlært og kan spille saa uforligneligt, at træerne danser og fossene standser i sit fald. Fossegrimen viser sig i alskens skikkelser. Da en mand i Nissedal engang var ved kvernen, sprang døren pludselig op, og ind traadte en buk, der var saa høi, at hornene rak op under loftet. Den gik dog snart sin vei, og den forfærdede mand vovede knapt at følge ham ud. Han saa
