BEF()1.1(N1N(;. 403 at en Ketil Li skal vieS?x- (Schwach: Telemarkiske Opteg- nelser). Om præsten Daniel Michelsøn wulff heder det, at han havde den store ulykke i 1678, at en drukken og rasende bonde ved navn Svenung Fremgaarden skar over senerne i hans venstre arm, da han vilde forsøge at bringe Svemmg til ro. At man spændte belte og stak løs paa hinanden er sikkert nok, og paa universitetes oldsamling opbevares endnu et belte bestemt til det brug, hvilket ikke synes at være saa særdeles gammelt. Lovgivningen søgte at hindre selvhevn ved at bestemme bøder, men det hjalp kun lidet, og endnu i aaret 1395, altsaa mindst 300 aar efter at Norge var blevet et kristent land, be- breider biskop Øjstein bønderne i Telemarken, i hans mærkelige formaningsbrev til dem, at manddrab skeede der oftere, end i noget andet bygdelag, og at man modtog bøder for sine fræn- der, som «uforsvarligen» vare tagne af dage, uden derved at lade sig afholde fra at tage blodig hevn over drabsmanden. – Kristian den 5tes lov (1687) indførte dødsstraf istedenfor mandebod. Bønderne havde hidtil anseet den slags drab, som ikke var begaaede med overlæg, men som skede under styrke- prøver eller i drukkenskab, for at høre til det, der «kan hændes den bedste». Hvor saadanne begivenheder indtraf, satte man gjerne et mindes1nærke derom, man anbragte enten et trækors eller, hvor leilighed gaves, hug man mærker i fjeldet til amin- de1se derom. Saaledes ser man endnu i et berg lige ved veien ved gaarden Vik i Gransherred i Telemarken to kors indhugne. Det er til amindelse om to karle, som fulgtes hjem fra et gjeste- bud i Numedal og her fandt paa at spænde belte, men endte med at dræbe hinanden indbyrdes, hvorefter man fandt dem begge her. (L. Daae). I en beskrivelse over Øvre Telemarken af .Y. M. Lund, der blev trykt 1785, omtales befo1kningen paa følgende maade: «Af Gemytsart ere de som et Fje1dfolk temmelig bøielige, men derhos uforfærdede. Troskab hos Mandfo1kene og Kydskhed hos Fruentimmerne ere almindelige Dyder blandt dem, og Ære- kjærhed, Godgjørenhed og Gjæstfrihed ere Egenskaber, som de have fælles med den hele Nation. I de fleste Sogne ere Ind- byggerne, især naar de have naaet mandig Alder forekomne mig, adstadige og alvorlige; derimod i Tinns Kald har jeg fundet Mængden at være mere muntre og hurtige. Hos de øverst til- fjelds og mest afsides boende finder man ellers en oprigtig og utvungen Enfoldighed, som er et sikkert Bevis paa rene og ufor- falskede Sjæle; men som en Følge af deres Enfoldighed ere For- fædrenes Skikke og Meninger disse meget hellige. Mængden er
