Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/51

44 NORGES REISNING MOD HANSEVAELDET wismarsk bier, og skulde til Bergen. Da kom bønderne om natten, medens folkene sov, med vold og grumhed og draebte to mand og saarede skipperen selv fjerde, saa han døde deraf, og tog ud af skibet, hvad der var berget af det forliste skib, og flere beskyldninger og klager som de fremførte, Det var for langt at skrive, hvorledes de klager paa en brabanders vegne, paa lagmandens vegne, ligesaa at de gaar med vaaben nat og dag, og hvorledes kjøbmanden forholder nordmændene deres hustruer. Ligesaa bragte hr. Olav mange flere alvorlige klager over kjøb- manden, hvorom denne intet vidste Derefter lod kongens raader og sendebudene begge parter gaa ud, og enden paa raadslagningen blev, at de ikke i venskab kunde afgjøre Olavs klagemaal, fordi kongens raader sagde, at der var sager, som angik deres naadige herre, som de ikke havde fuldmagt til at forlige venskabelig. Stæ- dernes sendebud ansaa sig derimod befuldmsegtiget til at afgjøre disse klager i mindelighed, og de anmodede de deputerede rigs- raader Om at opnaa samme fuldmagt hos kongen og hos Olav Nilsson, hvad disse lovede. Torsdag morgen (den 6. juli kl. 8 om morgenen) mødte for- handlerne paany hos Sjællands biskop, hvor Erik Nilssøn foreslog, at de skulde forhandle om klagerne og søge at faa et forlig istand; de uafgjorte punkter skulde endelig afgjøres af kongen. Sendebudene vilde derimod, at alle klager endelig skulde forliges af komiteen. Hr. Eggert Frille svarede, at de havde fuldmagt til at afgjøre alle klager; men efterat de havde hørt paa forhandlingerne mellem kjøb- manden og Olav Nilsson, foreslog han, at de forbigik de artikler, hvorom de var enige, men tog for sig de alvorlige punkter om skomagerne, bøndeme paa Agdesiden, opl b og andre punkter, som angik kongens ret. Hertil svarede sendebudene, at da man forhandlede om forordnin- gen af 1444, var man ogsaa uenig om skomagerne og de andre amter i Bergen, ,,idet l mente, som l endnu gjør, efter hvad vi forstaar, at I har amterne under Eders beskyttelse, og vi vil beholde dem un- der kjøbmandens rettighed"; da de ikke kunde enes om denne og flere artikler, kom de for kongen, og sendebudene bad, at han vilde lade stæderne, deres kjøbmand og amter blive ved privilegier, ret- tighed og gammel priselig sedvane, hvilket han lovede at holde og gjorde derfra ingen undtagelse; ,,derfor forhaaber vi at kunne holde os til hans udsagn og at beholde skomagerne og amterne under kjøbmandens vem, som de hidtil har vaeret“.