DET NORRØNE VA3LDE I IRLAND 87 borg paa øen. Endnu vigtigere var i gamle dage Limerick oppe ved den seilbare Shannon, hvor vikinger paa Turgeis’s tid havde slaat sig ned. Langs hele kysten af Irland fra Belfast og Dublin til Limerick er der endnu en uafbrudt række norrøne stedsnavne, mest navne paa ljorde, øer, holmer og odder, som viser, at nordmænd har givet seil- leden her navn. Mange steder paa øen baade ved kysten og langt ind i landet levede østmændene som bønder ude paa landet. Sin styrke havde vikingerne i sit samhold og sin krigskunst. Naar dublinkongen kom ridende med sin brynjeklædte hird, kunde irerne i sine linklæder ikke modstaa dem. I alle havne laa lang- skibe, hvor de unge irer maatte gjøre tjeneste. Rundt om i landet satte kongerne i Dublin og Limerick sine mænd for at inddrive skatter og holde irerne i ave. En gammel irsk saga siger: „Saa stor var de fremmedes undertrykkelse over hele Erin, at de satte en konge over hvert fylke, en høvding over hvert herred, en abbed over hver kirke, en foged over hver landsby og en leiet krigsmand i hvert hus, saa ingen mand i Erin havde magt til at give saa meget som melken af sin ko eller eg af en høne til hjælp for en gammel mand eller en ven; men de maatte gjemme det til den norrøne foged eller krigsmand .... En unse sølv gav de for hver næse foruden kongelig afgift hvert aar; den, som ikke kunde betale, maatte gaa i trældom for det.“ Vore forfædre var kommet til lrland som vilde hedninger; før færden ofrede de mennesker til Tor for at faa gode varsler. Deres høvdinger er paa samme tid offerprester. Før slaget paakaldte de guderne og indviede fienderne til undergang. Saa begyndte kampen; vikingerne styrtede frem. „De udstødte fremmede, barbariske krigs- hyl og blaaste i krigslurer, og mange af dem raabte: nai, nat (d. e. oldn. kmii, kruii, driv paal driv paa !),“ siger krøniken. Naar kampen var slut, blev ligene af de Overvundne liggende igjen paa valen til bytte for vilde dyr. Hovederne blev hugget af og sat paa stager foran kongens gaard. For et væld af raahed og vildskab staar der ikke af skildringen af kampen mellem daner og nordmænd i 85l: Efter slaget sendte Taras konge MaeIsechlainn bud til danerne. Da de kom, holdt danerne paa at koge, og deres kjedler stod paa hauger af faldne nordmænd. Den ene ende af spiddet, som kjødet hang paa, var stukket ind mellem ligene af de faldne nordmænd, og ilden brændte dem, saa kjød og flesk, som de havde spist kvelden i forveien, veltede ud af bugen. Da irekongens sendemænd saa
