88 DET NORRØNE VÆLDE I IRLAND dette, foreholdt de danerne deres vilde opførsel. Men danerne svarede: „Paa samme vis vilde de have ønsket at kunne gjøre med os.“ De havde et stort bæger fuldt af guld og sølv. Det gav de til den hellige Patric. For danerne var et folk, som dog eiede en slags fromhed; de kunde nemlig for en stund opgive mad“og kvinder for fromheds skyld; saa føier den fromme krønikeskriver til. Drik og kvinder var vikingernes drivende lidenskaber i Irland som andetsteds. Flerkoneri tog overhaand. Det ser ud, som om der udenfor Dublin og Limerick var virkelige haremer. Merkeligt er det dog, at de kvinder, som var af norrøn æt, bevarede sin frie stilling og var mandens jevnlige. Guld og kvinder var det, vikingerne helst røvede. Handel med træler var austmændenes mest indbringende levevei i Irland. Mellem dem, som kom i trældom hos vikingerne, var en mand fra Leinster ved navn Findan. Normannerne hjemsøgte hans land og førte kvinderne med sig i fangenskab. Mellem dem var Findans søster. Broderen gik til hedningerne for at kjøbe hende fri. Men disse kastede ham i lænker og lod ham ligge slig et helt døgn uden mad og drikke. Tilslut løslod de ham. Men siden blev Findan paany ved sine uvenners onde raad fanget af vikingerne og solgt fra den ene til den anden. Tilslut kom han til en mand, som vilde vende hjem til sit eget land, til Norge. Paa veien mødte de et andet norsk skib, Som spurte om nyt fra Irland. Men ombord paa det skib, hvor Findan var, var der en mand, som gjenkjendte sin brors banemand i den, som spurte, og dræbte ham med sit spyd. Saa kom det til kamp mellem skibene, og Findan tilbød sig at hjælpe sin herre; denne løslod ham til tak af lænkerne. Siden kom de paa sin færd til Orknøerne. Der rømte Findan. Han flakkede længe om og blev tilslut i 851 munk i klosteret Reichenau ved Zürich. Lidt efter lidt blev dog forholdene bedre. Vel blom- strede trælehandelen endnu i det ll. aarhundrede. Men irernes had til nordmændene aftog lidt efter hvert. Egteskaber mellem vikingehøvdinger og irske kvinder begyndte at blive almindelige. Vel var det ikke altid med lyst, disse gik til et sligt egteskab. I et digt om en konge i det vestlige lrland, som gav sine tre døtre til vikingehøvdinger „for at fri sit land for sorg fra Lochlanns flaade“, heder det om den ene af døtrene: „Ikke var det hende kjært.“ Medlemmer af kongeætten i Dublin begynder at bære irske navne, og Olav l-lvite gir en af sine sønner navnet Carlus (I(arl) efter Karl den store eller Karl den skaldede. Ofte kjæmper irer og O
