Vll(INGETIDEN BEGYNDER “ 73 „en fremmed“ (egt. „en galler“), eller de kaldte Vikingerne „mænd fra Lochlann“. - 0prindelig var Lochlann navn paa en del af Norge (Haalogaland eller Rogaland); siden blev det et fælles navn paa de nordiske lande. Med tiden lærte kelterne bedre at skjelne mellem nordmænd og dansker og kaldte nordmændene „de hvide hedninger“ eller „de hvide fremmede“, og danskerne „de sorte fremmede“. I Østeuropa kaldtes Vikingerne gjerne „varjager““, samme ord som vort „væring“. Men i det hele havde folk ude i Europa lidet kjendskab til de nordiske lande. Først lidt efter lidt lærte de at skjelne mellem nordmænd, dansker og svensker. X. BOSÆTTELSESTIDEN. IRLAND VINDES yttet og seieren, som var vundet saa let, lokkede flere og flere til at fare ud. Men menneskenes hug stod ogsaa til daad og eventyr, til at vinde et navn, som kunde leve. Ved hver vik, hver fjord rulles skibe i Sjøen. Sjørøvertogene vokser til hærfærder og udvandringstog. Alle de unge mænd er med. Og folkemængden vokser med rivende fart, efterhvert som tilgangen blir rigeligere og rigdommen større. - Den er vidunderlig denne folkeøgende evne, som vikingetiden har eiet. Vikingerne er ikke længer farende gjester. De begynder at slaa sig ned i de fremmede lande, først paa øer udenfor kysterne, derfra foretager de herjetog indover i landet. Det land, hvor de først sætter sig fast, er Irland. l tiden 82O-83O begynder Irland at omsværmes af vikingeflaader. Undertiden kommer de gjennem l(analen og herjer i det sydlige Irland; men mest færdes de i havet mellem IrlandVog Britannien, did de - tør vi tro - er kommet fra Norge. De likte sig i landet, og snart kom de igjen -aar efter aar i stedse voksende skarer. Det var, som en gammel irsk krønikeskriver siger: „Sjøen spyede op floder af fremmede over Erin, saa der var ingen havn, ingen landingsplads, ingen fæstning, ingen borg, intet vern uden flaader af vikinger og “sjørøvere.“ Rundt om paa øen, op over elvene, paa ind- sjøerne og op gjennem dalene streifer vikingernes skarer herjende og plyndrende. En kan spørge sig selv, om der findes et kloster, en indsjø, en elv eller en dal paa hele øen, hvor de ikke har været, og hvor ikke større mængder af dem for kortere eller længere tid har slaat sig ned.
