72 Vll(lNGETlDEN BEGYNDER . øerne ved Skotland. l 795 viste vikinger sig for første gang uden- for lrland og hjemsøgte Lambay (lidt nord for Dublin). Et par aar efter kom de igjen og brændte Patriks ø (nær Skerries, lidt syd for Lambay). Slig fortsatte de aar efter aar. l(olumbas helligdom paa Hi (Iona) blev saaledes hjemsøgt i 802 og i 806. De rædsel- slagne munker flygtede med helgenens levninger til lrland. Snart vovede ogsaa vikinger sig iland paa selve Erins fastland. Disse første vikingefærder til Nord-England, Hebriderne og lr- land skyldes mænd fra det vestlige Norge, det kan vi se af togenes retning. Det er ikke noget tilfælde, at de første vikinger, som hjem- søgte anglernes land, var „nordmænd fra I-lordaland“, eller at irernes ældste navn paa de skandinaviske lande er Hirota eller Hordaland. Men snart kom ogsaa danskerne med. Deres færder gik gjerne forbi Nederlandene og Nord-Frankrige og gjennem den Britiske l(anal. Derfra fandt de,vei til Syd-lrland. Vikingerne drog i denne tid bare ud for at herje og plyndre. De kom og forsvandt igjen som et lyn. Folk stod ganske verge- løse mod dem; deres sind fyldtes af rædsel, naar de saa hedninger- nes drager i storm og uveir stevne mod land. Vi skjønner saa godt den irske munk, som henved aar 8OO nede i St. Gallen i SchWeiz skrev disse verslinjer: „Sur for sandt er stormen inat, vækker i vrede hvidhaaret siø. For Norges frie flok af helter har ei til at seile i magsveir hug.“ En sjelden gang mandede vesterlændingerne sig op og jog røverne bort. Men i almindelighed mødte disse ingen modstand, hverken paa sjø eller land. Den eneste, Som virkelig skjønte faren, som truede, var Karl den store. Han sørgede for, at der blev bygget flaader --i Nederlandene og i Nord-Frankrige - og lod indsætte kystvagter (i 8OO og i 8l0). Men efter keiserens død faldt alt dette sammen. Vikingerne kaldtes ude i Europa med mange navne, som det er nyttigt at kjende. I førstningen kaldtes de mest „hedninger“, det ord bruger frankiske, angelsaksiske, irske og arabiske krønike- skrivere. Frankiske krønikeskrivere bruger mest ordet „normanner“ (Nortmarmi), d. e. „mænd fra nord“, eller -- ligesom englænderne- „daner“ som fællesnavn for vikingerne, hvad enten de var danske eller norske; undertiden kalder de dem ogsaa „askmænd“ (ascomarmi) efter deres store skibe eller „asker“. lrerne brugte ordet Gall,
