HALVDAN SVARTE 69 Halvdan Svarte døde omkring 860; han skal da have været i firtiaarsalderen. Han havde været igjestebud paa Hadeland og kjørte tilbage over Randsfjorden. Veien gik over Røykenvik; men der havde det om vinteren været fæbrønder, og isen rundt omkring dem var tinet op. Men mørket havde faldt paa isen, saa kongen og hans følge kunde ikke se. Da de kjørte over sjøen, brast isen, og Halv- dan druknede der og meget folk med ham. Halvdan Svarte havde været saa aarsæl, at folk trodde, det vilde bringe lykke at eie en del af hans legeme. Derfor delte, som før nævnt, de forskjellige landsdele hans lig. Halvdan Svarte havde ved sin død bare én søn, Harald Haar fagre. „Fagrskinna“, som vel er den paalideligste kilde, fortæller, at hans mor hed Helga den haarprude og var datter af Dag den frode, en mægtig herse paa Hadeland. Snorre fortæller, at hun hed Ragn- hild og var datter af kong Sigurd Hjort paa Ringerike, en dattersøn af Ragnar Lodbroks søn Sigurd Orm-i-øie. Merkelige drømme varslede Haralds fødsel; i hans ungdomssaga er eventyret vævet ind. Det synes at sige, men om det er sandt, ved vi ikke, at der mellem Halvdan Svarte og hans søn ikke var venskab. Halvdan Svarte synes mest at have levet paa Oplandene, især paa gaarden Stein paa Ringerike og paa Hadeland. Til Oplandene er ogsaa hans Største virke, hans lovgivningsarbeide, knyttet. Sagnet fortæller, at Halvdan Svarte satte Eidsivalagen. Som før nævnt er sammenslutningen mellem Oplandenes tre fylker meget ældre. Halv- dans virksomhed har sandsynligvis bestaat i, at han har faat sine egne fylker knyttet til Eidsivalagen og faat denne godkjendt i videre kredse. Halvdan Svarte var ved sin død den mægtigste konge i Norge. Intet sted syd for Dovreljeld fandtes der saa fast og velordnet rige som hans. Ynglingekongerne var ikke stammens nedarvede førere med stor ydre hæder og lidet af virkelig magt. De var virkelige tjodkonger og styrede med næsten samme magt som mægtigere germanske konger. Deres indtægter var større og deres hjælpe- kilder rigere end nogen anden norsk fyrstes. De norske konger og stammehøvdinger havde oprindelig ingen andre indtægter end af sine gaarde og af andel i retsbøderne. Skatter, told og andre afgifter er i sin oprindelse en ugermansk indretning, som germanerne optog fra romerne og som fra Frankerriget vandt indpas i andre lande. Karl den stor-es modstander, den danske kong Godfred, lod opkræve told i byer ved Østersjøens sydkyst, og af undertvungne folk tog han skat. Paa hans tid lik Danmark i Slesvig og Ribe sine første
