Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/70

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

’VESTFOLD oo YNGLINGEÆ’1’TEN 63 Fortællingen om, at Olav Trætelgja ryddede Vermland, er ikke historie; for gravfund viser. at det har været dyrket lige fra stenalderen. Meget tyder dog paa, at Ynglingeættens ældste hjem har staat ved stranden af Vänern, at den er en vestgøtsk æt, og at som dens stamfar har været nævnt en smaakonge ved navn Olav. Selv Tjodolv nævner, sig selv uafvidende, Ynglinger-nes virkelige hjem, naar han kalder Olav Trætelgjas sønnesøn Øystein Fret, som blev konge paa Vestfold, „den gautske fyrste“. Med Olavs søn fik ætten fast fod i Norge. Olav var gift, siges det, med en kongsdatter fra Solør. De havde en søn, Halvdan Hvitbein, som blev konge paa Solør efter sin morfar. Siden blev Halvdan, fortælles det, dels ved krig og dels gjennem egteskab - han var gift med en datter af Øystein Haardraade paa Hedemarken SaakaIdt “HɔIVdä11 -- herre over flere fylker paa Oplandene, bl. a. MHJj§§î’§äÏm§;§§§§§;î;- Romerike og Toten. Paa Vestfold lik han magt ved sin søn Øysteins giftermaal med en datter af kongen der. Halvdan Hvitbein døde paa Toten, men blev begravet i Skiringssal, i nærheden af guldehovet, og fra nu af blev Vestfold ættens hoved- sæde. Om hans død heder det i „Ynglingatal“: Det hørte enhver. tjodkongen’ tog. at Halvdan Og Skæreid“ af sagers forligere’ i Skiringssal savnes skulde, over btynjealvens da paa Toten Hei ben sig lukker. For en fremadstræbende vikingeæt som Ynglingerne var det af den Største vigtighed at finde vei til havet. Desuden var der i oldtiden nær forbindelse mellem konger og gudehov. Skjoldungerne var knyttet til hovet i Leire og sveakongerne til det over alle Norderlandene navn- gjetne tempel i Upsala, vilde Ynglingerne komme i række med disse to gamle ætter, maatte de ogsaa faa sit hovedhov. Men i det sydlige Norge fandtes der intet navnkundigere gudehov end det i Skiringssal. Der blev Frøy eller kanske oprindelig Yngve dyrket, eller lng, som den I „Sagers forligere“, d. e. mændene paa tinget. ’ ’l’jodkonge, d. e. konge over et folk. ’ Hvor Skæreid er at søge, ved vi ikke sil(kert.