64 VESTFOLD OG YNGLlNGEÆTTEN ældre form af hans navn lyder. Flere forskere mener, at Skiringssal betyder „den straalende Ings sal“. Kanske er det da først paa Vestfold, at ætten har begyndt at kalde sig Ynglinger, og der de har taget kongenavn. - Som efterkommere af Yngvefrøy og som herrer ved hovet i Skiringssal blev Ynglingerne selv „guderne lig“, som det hederi „Ynglingatal“ om Olav Geirstadaalv; de raadede som sin stamfar for gode aar og blev efter sin død blotet som landvætter eller alver; for Frøy var alvernes herre og bodde i Alvheim. Halvdan Hvitbein kaldes i kvadet „den brynjeklædte alv“. Gudrød Veidekonges søn Olav blev efter sin død blotet som landvætte og kaldt „Geirstads alv“, efter gaarden hvor hans haug laa. Efter Halvdan Svartes død delte folk hans lig i fire dele og flyttede én del til Vestfold, én til Ringerike, én til Hedemarken og én til Hadeland; over disse blev der reist hauger, som folk kaldte Halvdanhauger og ofrede til i lang tid; „for de trodde, at hans aarsælhed altid vilde være med ham, enten han var levende eller død,“ siger sagaen. Ogsaa en søn af Harald Haarfagre bar tilnavnet Geirstadaalv, saa ættens halvt guddommelige glans har vist levet paa Vestfold lige ned til kristendommen. Det var en merkelig og særpræget æt,som nu havde vundet rige i Norge. I vekst og udseende som ved Sjælens gaver ragede de op over mængden. De forstod at sætte sig lange maal og at naa dem tilslut. Som alle ny ætter, som ikke var bundet med dybe rødder til hjemmets jord, var de hensynsløse og havde let ved at bryde med hævdvunden skik. I lynne var de en underlig blanding af godt og ondt. De var, siger sagnet, gjerrige paa mad, men gavmilde paa gods. Halvdan Svartes farfar Halvdan bar tilnavnet „den milde og den madilde“: „Saa er sagt, at han gav sine mænd i løn ligesaa mange guldpenge som andre gav sølvpenge; men han sultede dem paa mad.“ Det samme drag gaar igjen i Halvdan Svarte og i Harald Haarfagre, som gav sine mænd rige gaver, men som selv, i en liden lausavise, som tillægges ham, siger: “ „Mange af mine gamle, graahaarede kjæmper er altfor mjødlystne kommet. Hvorfor er l saa altfor mange ?“ Dette drag i Ynglingekongernes lynne har præget sig dybti folkets minde. I eddakvadet „Grimnismál“, som er digtet med Halvdan Svarte og Harald Haarfagre som baggrund, heder det om
