Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/51

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

44 VESTLANDETS FYLKER nærmest sammen. Deres vigtigste helligdom laa ved bunden af Dalsfjorden i Indre Holmedal eller Gaular, som herredet fordum kaldtes. Her laa i en vakker og smilende bygd mellem høie lîelde et navngjetent hovedhov, som rimeligvis var viet til Frøy og søgtes af mange storfolk fra Fjordene, Fjaler og Sogn, og hvor der hvert tredje aar holdtes store fester. Gaular og hele egnen omkring Dalsljorden kaldtes i gamle dage Fjaler og var egentlig en del af Fjordene. Men her bodde i begyn- delsen af 9. aarhundrede en mægtig jarleæt, som synes at have hersket næsten uafhængig af kongerne i Fjordene, og da vi hører om den, nærmest var knyttet til Sogn. Hundolf jarls datter var gift med kongen i Sogn; hans søn Atle jarl den smale tjente Halvdan Svarte og Harald Haarfagre som jarl i Sogn. Af konger i Fjordene kjender vi igrunden ingen anden end Harald Haarfagres modstander Audbjørn. Gamle ættetavIer, hvis paalidelighed vi ikke kan afgjøre, fortæller, at Frøygard havde to sønner, Frøystein Gamle, som bodde paa Gaular og vel blev regnet som stamfar til høvdingerne der, og Frøybjørn, kong Audbjørns far. Foruden jarleme paa Fjaler var der endnu en jarleæt i Fjordene. Til den hørte Roald, som først var kong Audbjørns og siden blev Harald Haarfagres jarl. Roalds sønnesøn var Arinbjørn herse, Egil SkallagrimsSons og Eirik Blodøkses ven. Arinbjørn var opkaldt efter sin morfar Arinbjørn jarl i Fjordene, kong Audbjørns søn, som maa have levet efter faderens død og givet sig under Harald Haarfagre og være blevet hans jarl. Høvdingeætterne i Sogn og Fjordene var knyttet nøie sammen, saa det ofte er næsten ugjørligt at skille dem ud fra hverandre En af de mægtigste sognske ætter var en vidt forgrenet slegt, hvis medlemmer var forstandere for fylkeshovet i Sogn og kjendes ved at ordet vé, „helligdom“, udgjør første led i deres navn (Vegeir, Vemund, Vebjørn, Vethorm, Vedis o. s.v.). Tilnavne som Sygnakappi („sogningernes kjæmpe“) og Sygnatrausti („sogningernes fortrøstning“) kjendetegner dem som sogningernes førere. Ættens stamfar hed Vegeir, som ofte og i forskjellige forbindelser nævnes i Landnämabók og kaldes en stor blotmand i Sogn. Efter ham kaldtes ætten Vek- lingerne; - navnet findes i Egils kvad til Arinbjørn herse. Fra Vegeir nedstammede Vemund den gamle, som tog kampen op mod Harald Haarfagre baade i Sogn og i Fjordene, og rimeligvis er den samme som den sidste konge i Fjordene, Vemund, som kaldes kong Audbjørns bror og bærer det keltiske tilnavn Kamban (d. e. det irske