42 VESTLAN DETS FYLKER syd for kimbrerne i Himmerland. Deres navn er bevareti Har(de)- Syssel, syd for Limfjorden ved Vesterhavet; derfra har ogsaa to danske konger, Gorm den gamles far og Knut den mægtiges søn, faat navnet Hardeknut. Lyst til vandring og eventyr laa horderne i blodet og skabte længe før vikingetiden kjække vikinger ved Hardangerfjordens strande. De nævnes af Jordanes mellem stammer i Norge og i angelsaksiske heltekvad, og ældgamle sagn fortalte om et tog, som ryger, horder og heiner engang under en fælles overkonge havde gjort til Sjælland. Intet under, at horderne er den norske stamme, som ved vikingetidens frembrud var bedst kjendt af angelsakser og irer. De norske og de jyske horder dyrkede begge som sin hovedgud Njord, den gamle Vanegud, som under navnet Nerthus alt nævnes af romerske Skribenter og oprindelig var en gudinde, „den moderlige jord“. Men i det gamle norrøne maal forsvandt i tidens løb alle hunkjøns a-stammer, bare hankjønsordene blev tilbage. Hunkjøns- ordet Nerthus blev derfor til hankjønsordet Niǫrðr, og den oprindelig kvindelige guddom blev til en mandlig gud. Tacitus fortæller om en række stammer, som i det første aarhundrede af vor tidsregning bodde ved Elbens munding og paa den Jyske Halvø, og siger om dem: „Disse folk dyrker i fællesskab Nerthus, det vil sige den moder- lige jord; de tror, at hun blander sig i menneskenes forhold og gjester folkene. Paa en ø i oeeanet er der en kysk lund og i denne en indviet vogn, som er dækket med et klæde. Presten er den eneste, som har lov til at røre ved den. Han skjønner, naar gud- inden er tilstede i dette hemmelige indelukke, og naar hun kjører rundt i sin vogn, trukket af kjør, følger han hende med dyb ære- frygt. Da er det glade dage, da holdes der fest paa de steder, som hun værdiges at gjeste. Da gaar ingen i krig eller griber til vaaben. Fred og hvile er da det eneste, folk kjender og sætter sin hug til, saalænge til gudinden er blevet mæt af menneskenes samkvem og presten bringer hende tilbage til helligdommen. Derpaa blir vognen og klæderne og, om du vil tro det, selve guddommen tvættet i en ensomt liggende sjø. Træler gjør tjeneste derved, dem sjøen øieblikkelig sluger. Derfra stammer den lønlige skræk og den fromme uvidenhed om, hvad det er som ingen faar se, uden han er døden viss.“ Ogsaa de norske horder havde en slig hellig ø, hvor de dyrkede Njord, nemlig Tysnesøen i Søndhordland. Denne ø har navn
