Ol.AVS FLUGT OG UNDERGANG 403 var hans“halvbror, den unge Harald Sigurdsson. Det var saaledes en ikke saa liden skare, som drog afsted, mindst en tolv hundrede mand. Desuden blev Dag Ringsson lidt efter for at samle flere folk, mens Olav selv drog i forveien. Veien gik ikke til Oplandene, hvor Olav havde sit hjem, men til Trøndelagen. Thi Olav havde sat alt paa ett bret, han vilde seire eller dø, og i Trøndelagen vidste han, at han vilde møde den haardeste modstand. Veien gik gjennem I-Ielsingland til Jæmtland. Det var en besværlig færd; de maatte vandre uveisomme stier gjennem tætte skoger og ro over store vand, og mange steder maatte de bære baadene paa sine skuldre. At finde underhold underveis var heller ikke saa let; derfor drog de som oftest i tre flokker, Kart over Værdalen. Efter C. Stc1-m. Olav og hans mBnd, Dag Ringsson og hans flok og Svenskerne hver for sig. Men modet svigtede ikke; thi „brave hjerter var sammen dér“, som Sigvat siger. Og netop under farer og anstrengelser synes Olavs bedste egenskaber at have vist sig; da var han skjemtsom, venlig og nedladende som aldrig i medgangens dage. Fra Jæmtland, hvor folk længe mindedes Olavs færd og kaldte de steder, hvor han havde havt natteleie, for Olavsboder, drog han over grænsefieldene mellem Aare og Sul, hvor landeveien til Sverige endnu gaar, ned til Værdalen. Da Olav kom til Sul, den øverste gaard i dalen, fik han høre, at der var samlet en stor hær nede i Trøndelagen. Da det rygtedes, at kong Olav agtede sig tilbage til Norge, drog Erling Skjalgsson og ledingen syd fra i Norge østpaa til Viken for at tage imod Olav, om han skulde komme tilbage den vei. De andre lendermænd samledes derimod i Trøndelagen, hvorhen de
