402 - Ol.‘AVS FLUGT OC1 UNDERGANC1 Stiklestad er et skjær af poesi som over faa andre afsnit af vort folks saga. Det er som om alle andre havde opgivet troen paa vort folks fren1tid, Olav alene trodde paa den og vovede livet for sin tro. Det var ikke bare lvsten til at vinde sit tabte rige tilbage, men først og fremst ønsket om at rive Norge ud af danskernes vold, som drev Olav hjem igjen. “ - Derimod kan ikke hans hjemreise, som sagaerne og legenden gjør det, kaldes en korsfærd. Norge var kri“stnet, ingen af lender- mændene tænkte paa at vende tilbage til asatroen, og Olav vidste visselig, at Knut den mægtige lige saa lidet som han selv taalte hedenskab i sit rige. Legenden fortæller mest om, at Olav i Gardarike grublede over trossager; han tænkte at drage til JorsalerZ eller andre hellige steder og gaa under munkeregel og overholdt med pinlig nøiagtighed religionens forskrifter, saa han endog ansaa det for synd at spikke spaaner en søndag. Den Olav, hans egne digte fra landflygtigheden viser os, er mere verdslig. Han har ikke mistet sin sans for skjønhed og glæde i livet. „Den øienfagre kvinde“ kan fremdeles røve ham hans fryd. Men han er blevet alvorligere; han tænker over synd og skyld og siger: „ett feiltrin hjemsøger hver mand“. Han tæres af hjemlængsel ligesom kvinden, om hvem han siger: „Før stod friskt og grønt med blomster det fagre træ hver sommer; men nu er dets løv hurtig blegnet i Gardarike.“ Overleveringen har visst ret, naar den fortæller, at han den meste tid under sit ophold i Rusland sad og grublede og var hugsvg, og at Olav Tryggvason viste sig for ham i.drømme og raadede ham til at vende hjem. Lidt efter lidt kom mange af Olavs venner efter til Gardarike Den første var Bjørn stallare, som da Knuts sendemænd kom og bød ham guld og-rige gaver, tog og hængte dem og drog til Olav. Snart kom ogsaa rygtet om Haakon jarls død til Rusland. Olav besluttede sig derfor, nu da landet var høvdingeløst, til at vende hjem. Han lod sin søn Magnus blive tilbage hos storfyrst Jaroslav og drog med sine mænd, et par hundrede i tal, over til Sverige. Af frygt for Knut den mægtige turde ikke Anund Jakob aabenlyst støtte sin svoger, men tillod ham paa egen haand at samle folk, ja lod endog dem af hans egne mænd, som vilde, slutte sig til Olav. Af andre, som sluttede sig til Olav, var hans frænde Dag Ringsson, som skal have været sveakongens sysselmand i Vermland. Desuden kom fra Oplandene mange af Olavs venner og frænder, mellem dem î D. e. Jerusalem.
