c 404 Ol.AVS Fl.UGT OG UNDERGANG snart maa have faat vide, at Olav agtede sig. Fra Vestlandet kom Aslak fra Finnø i Rogaland og Ei-lend af Gjerde i l-lordaland; fra l-laalogand kom Tore l-lund og Haarek af Tjøtta. Ifølge den legen- dariske saga var bøndernes styrke omkr. 7000 mand, mens Olav bare havde omkr. l200 mand (Dag Ringsson, som kom efterpaa, og hans styrke regnes da ikke med). Snorre siger, at bønderne havde l2000 og Olav 3600 mand; men hans tal er uden tvil for store. Sigvat siger i sin mindedraapa, at bønderne fik seier, fordi de var dobbelt saa mange som kongens mænd. Desuden var bøn- dernes hær mere ensartet, og i Spidsen for den stod dygtige hær- førere, mænd som Tore l-lund og l(alv Arnesson. l(alv, som efter Haakon jarls død midlertidig havde ført styret i Norge, var hærens øverste høvding. Bjarne Gullbraaskald siger i sit digt til l(alv: „l(ampglad landet du vergede i kamp mod Olav; du yppede kiv med den ædle konge; foran gik du paa Stiklestad og gjorde stor- verk; sandt er, at modig du kjæmpede, indtil kongen var faldt.“ Og Sigvat sander, at „frem midt i fylkingen fór trønderneS merke“. Olavs hær var mere uensartet. Der var krigsvante mænd mellem dem, baade Olavs eget følge og de mænd, sveakongen havde ladt ham faa. Men en stor del af hæren bestod af sammenløbet pak, som var stødt til Olav underveis, røvere og skoggangsmænd og mange hedninger. Fra Sul drog Olav ned gjennem dalen til Stiklestad og „satte dér hærboder“ (valgte kamppIads). Her fylkede han hæren og inddeIte den paa vanlig vis i sveiter eller flokker, saaledes at frænder og kjendinger stod sammen. Olav stillede de kristne paa sin høire og hedningerne paa sin venstre side. Som Sigvat siger: „lkke alle af krigerne trodde paa Gud; hæren blev delt i to dele; den navn- kundige konge bad den kristne skare staa paa sin høire haand.“ l skjoldborgen nærmest kongen skulde de sterkeste og modigste mænd staa. Da kaldte han ogsaa, fortælles det, sine skalder, Tormod l(oIbrunarskald, Gissur Gullbraa og Torlinn Mund til, og bad dem gaa ind i skjoldborgen, forat de siden kunde fortælle og digte om kampen. Tormod sagde da til Gissur: „Lad os ikke staa saa trangt, lagsmand, at ikke Sigvat skald faar sit rum, naar han kommer; han vil være foran kongen, og ikke vil kongen like andet.“ -Kongen hørte dette og svarede: „lkke trænges det at snerte Sigvat, om han end ikke er her. Ofte har han fulgt mig vel, og han vil nu bede for os, og det kan vi fremdeles trænge vel til.“ Tormod sagde: „Det kan være, konge, at du nu trænger mest til bønner; men tyndt
