398 OLAV HARAI.DSSON OG f(NUT DEN MA3GTIGE haande, l5rling?“ „Det vil jeg,“ sagde han og gik frem fra løftingen til forrummet. Kongen stak øksespidsen i kindet paa Erling og sagde: „Merkes skal drottensvigeren.“ Da løb Aslak Fitjaskalle til, og huggede sin øks i Erlings hoved, saa han faldt død om. Olav sagde til Aslak: „Gig du maa faa en ulykke for dit hug; nu hug du Norge af min haand.“ Olav havde ret; thi l5rlings død beseglede hans egen undergang, og Sigvat har ret, som i sit digt irettesætter Aslak for hans frændebrøde. Men ogsaa Olav gir han, om ikke saa tydelig, en del af skylden, idet han siger: „l5rling faldt, og den mægtige fyrste lik ordnet det slig tiligemed seieren.“ LIV. OLAVS FLUGT OG UNDERGANG a I-Erlings død rygtedes, skede der opbud i Hordaland og Roga- land, og Olav maatte ilsomt drage videre nordover og turde ikke lægge til land noget sted, før han kom til Søndmør. Der lik han vide, at Haakon jarl rustede en flaade mod ham fra Trønde- lagen. Mens Olav rodslog med sine mænd om,-hvad raad han nu skulde tage, lik han i Steinavaag (ved det nuværende Aalesund) høre, at jarlen alt laa i Frekøysund (mellem Bud og Hustad nordligst i Romsdalen). Han besluttede da at drage ind i Søndmør og prøve at naa frem over land til Oplandene Her skiltes de fleste af lender- mændene, bl. a. Kalv Arnesson, fra kongen og styrede jarlen imøde og blev hans mænd. Paa færden ind gjennem fjorden i Søndmør mistede ogsaa Aslak Fitjaskalle livet, han blev overfaldt og dræbt af en frænde af Arnmødlingerne ved navn Vigleik Arnesson. Olavs færd over fjeldet senhøstes og mod en uviss skjæbne prægede sig uudslettelig i bøndernes minde, saa de siden kunde fortælle om hvert sted, han havde stanset paa veien, og hver gaard, han havde overnattet paa. De lagde med f’orundring merke til, at at denne konge, som stormændene forfulgte med uforsonligt had, kunde være blid og omgjængelig mod smaafolk, at han, hvor han kom, spurte om, hvordan kristendommen blev overholdt, og at han ikke bare tænkte paa at redde livet. Det var ikke let arbeide for Olav med sin lille hær at komme frem fra Valdalen ved Talìord inderst i Storfjorden og over fjeldet til Lesje. Han maatte rydde vei over
