394 OI.AV I-IARALDSSON OG KNUT DEN MÆGTlGE Begge parter tilskrev de sig seieren. Sagaerne fremhæver, at Olav lod dæmme op udløbet fra Helgesjøen, saa det blev stor flom, og da danskerne kom og med sine skibe lagde sig ude i elveosen, blev dæmningen brudt, og vand og træstammer foss(-de mod dem, saa deres flaade led stor skade. Knut opgav kampen og „søgte aldrig siden til Svitjod,“ siger sagaen. Danskerne fremhæver derimod, at de svenske ledingskibe drog hjem, og at Olav maatte lade sine skibe blive liggende ved Kalmar. Og skalden Ottar Svarte siger i sin Knutsdraapa, at Knut ved Helgeaaen har knækket Svearne og holdt landet mod to konger. De forbundne konger maatte tiltrods for det held, de havde havt, seile videre østover. Paa kamp kunde de ikke tænke; for en nat, som de laa ved kysten af l3leking, stak en stor del af den svenske ledingsflaade i hemmelighed af og seilede hjem. Kong Olav vilde alligevel helst fortsætte kampen, men Svenskerne negtede det, især nu da vinteren nærmede sig. Nordmændene be- gyndte ogsaa at knurre, kanske fordi hemmelige sendemænd fra kong Knut havde været med guld i Olavs hær. Kong Olav tog derfor det raad at drage hjem til Norge landeveien, og lade sine skibe blive ved Kalmar i sveakongens varetægt. l5ndel af høvdin- gerne vilde dog ikke følge ham landeveien, men foretrak at seile hjem, bl. a. l-Iaarek af Tjøtta, som slap gjennem Øresund og forbi Knuts flaade ved at tage vindfløien ned og klæde sit skib med graa tjeld, saa det saa ud som et handelsskib eller en sildeskude; mange mente dog, at Knut havde vidst om Haareks færd og lod ham fare. Saaledes endte Olav l-Iaraldssons og sveakongens stort planlagte Danmarksfærd bare med tab og skade. Grunden var Vel især, at toget var daarlig forberedt, at kongerne ikke ventede Knut saa snart fra England, og at Olav var halsstarrig. Knut den mægtige var om vinteren i Roskilde og udførte om vaaren en plan, han længe havde havt, om at drage til Rom og gjeste apostlernes terskeler. Paa hjemveien skrev han et brev til det engelske folk, hvori han kalder sig „konge over England, Dan- mark og nordmændene og endel af svearne“; videre fortæller han om sin færd, fremlægger grunddragene for sit styre og siger, at han vil vende tilbage til England, naar han først har ordnet forholdene i Danmark og skaffet „fred og fast forlig med de folk, som vilde røve os riget og livet, hvis det var muligt for dem; men de kunde ikke, thi Gud tilintetgjorde deres styrke“. Kong Olav tog veien tilbage gjennem Smaaland og Vestergøtland og sad om vinteren næsten raadløs i Borg. Han vidste, hvad der
