392 Ol.AV HARALDSSON OG KNUT DEN MÆGTlGE dage; danerne kjæmpede for magten. nordmændene for friheden.“ Der blev“dog foreløbig ingen krig. „Fagrskinna“, som er en af de ældste og paalideligste samlinger af kongesagaer, siger meget rigtig: „Kong Olav havde megen skræk fra danerne. De sagde, at han havde sat sig i deres skatland, og til dem var kjøbfred fra Norge. Af denne uenighed blev der dog ikke noget, af den grund at alle de Største danske høvdinger var vest i England og ikke kunde give sig af med mere.“ Knut den mægtige gjorde derfor foreløbig intet andet end at tage godt imod de misfornøiede nordmænd, som søgte til ham, og give dem, som gjestede ham, rige gaver. Men han havde ikke glemt, at hans far og farfar havde eiet vælde i Norge. Han kaldte sig nordmændenes konge og ansaa sig for Norges ret- mæssige herre. Men Knuts planer gik endda videre. Han gjorde ogsaa krav paa overherredømme over Sverige og lod præge mynter, hvorpaa han kaldte sig „svearnes konge“. Det tør hænde, at Knuts planer mod Sverige endnu ikke var kommet frem i dagens fulde lys. Men Anund Jakob, som i lO22 ved sin far Olav Skotkonungs død blev enekonge i Sverige, skjønte, at det var al-grund til at være ængstelig, og nærmede sig sin svoger, kong Olav i Norge. Knut den mægtige havde nu fuldkommen fæstnet sin magt baade i England og i Danmark. Ikke faa høvdinger og sønner af stor- bønder var draget til ham fra Norge og havde klaget over kong Olavs undertrykkelse. Haakon jarl, som gjerne vilde vinde sit fædrenerige tilbage, støttede dem. Knut trodde derfor, at nu var tiden kommet til at gribe ind, og sendte i l025 en stor sendefærd til Norge med bud og indsegl og krav paa, at kong Olav skulde tage sit land i len af kong Knut og svare slige skatter, som jarlerne før havde givet. Men Olav svarede, at han vilde verge sit rige med Odd og egg. Det første han gjorde, var at slutte forbund med Anund Jakob og aftale, at de sammen skulde gjøre et tog til Dan- mark. Knut søgte forgjæves at lokke sveakongen over paa sin side; men denne svarede sendemændene, at han ikke vilde sælge kong Olav for et bordkar. Vaaren l026 bød Olav leding ud. „Olav, den aarsæle fyrste, lod sin hær fare lyrensï vei (d. e. seile) sydpaa fra Nidelven,“ siger Sigvat. Ved Agdenes mødte han efter aftale den ledingshær, som Finn gArnesson havde samlet i Haalogaland; i den var bl. a. Haarek af Tjøtta og Asmund Grankelsson. De fleste lendermænd nord fra landet sluttede sig til kongen undtagen Einar Tambar- skjælver, som jo ikke var gaat Olav til haande. Da Olav kom sydpaa I l.yr er en fisk (gadus pollachius).
