390 OLAV HARAl.DSSON OG KNUT DEN MA3GTlGE Asbjørn Selsbane afdage uden lov og dom. Asmund Grankelsson, som havde faat syssel paa Haalogaland, og Karle fra l.angøy i Vesteraalen udførte kongens bud og dræbte Asbjørn, medens han seilede hjem fra Vaagestevnel. Men dette drab drog følger efter sig. Tore Hund, som var den nærmeste maalsmand efter Asbjørn, drog i lO26 paa handelsfærd til Bjarmeland sammen med Karle paa Langøy, som var blevet kongens hirdmand, og dennes bror Gunnstein, og dræbte paa hjemveien Karle ved Gjæsvær (nordvest for Magerøy). Gunnstein undkom med nød og neppe, men mistede alt sit gods ved Lenviken. Da kongen aaret efter (l026) krævede bøder af Tore Hund for drabet paa sin hirdmand, betalte han kun nødtvun- gen og forlod straks efter landet og drog til Knut den mægtige i England Efter sammenstødet mellem Olav og Erling Skjalgsson paa Avaldsnes bluSsede uvenskabet paany op mellem dem. Erling Skjalgsson sendte sine sønner til Knut den mægtige, Som modtog dem godt, thi hans søn Aslak var gift med Svein jarls datter. Mellem Olav og Haarek af Tjøtta blev forholdet ikke det bedste; thi kongen lod Haarek dele sin syssel med Asmund Grankelsson. Det var stadig rivninger mellem begge lendermænd, og Olav støttede gjennemgaaende sin ven Asmund. Haarek brød ikke aabenlyst med kongen. Men Olav havde vistnok længe mistænkt ham; thi ogsaa Haareks Søn blev medlem af kongens hird. Alligevel er det vel tvilsomt, om stormændene havde turdet bryde saa aabenlyst med Olav HaraldsSon, hvis ikke Knut den mægtige havde staaet bag og støttet dem. Knut eiede alt det, som Olav Haraldsson manglede, magt, medgang, mildhed og godt lynne. Hans ydre fremtræden var kongelig. Han var, siger sagaen, „meget stor af vekst, sterk og kraftig, den vakreste af mænd, naar undtages, at hans næse var noget tynd, lang og noget krum. Han var lyslet og havde fagert og stort haar, og vakrere og skarpere øine end de fleste andre mænd.“ „Danekongens vakre Søn med de straalende øine““ kalder Sigvat ham. Med disse ydre egenskaber forbandt han et kongeligt sind. „Han var gavmild, en stor hærmand og meget vaabendjerv, seiersæl og havde lykken med sig i alle ting.“ Han eiede en sjelden evne til at vinde venner som uvenner. Selv Sigvat skald, som -mødte Knut paa sin Vesterlandsfærd, lod sig bedaare af ham. I sit væsen var kong Knut den belevne verdensmand, intet mindede om barbaren og vikingen. „Min ven, som næmmer frem- mede seder,“ kalder en skald ham. Vikingens medfødte evne til at I D. e. fiskestevne i Vaa.gan i l.ofoten.
