388 OLAV HARALDSSON OG KNUT DEN MÆGTIGE storstilede mænd, fødte høvdinger, kongelige i sin optræden, stolte og paa en vis storsindede. Men deres syn naar ikke ud over bygden, hvor de hersker; fædrelandskjærlighed eier de ikke; de tænker bare paa at vinde gods og magt. En retsindig mand, hvad enten han heder Olav Haraldsson eller Haakon jarl den unge, kan de ikke skjønne. For dem er det ligegyldigt, om en af Harald Haarfagres eller Ladejarlernes æt eller en udenlandsk konge hersker over dem. Selv den dyd, som det hedenske samfund regnede for den største, troskab mod sin herre, har de mistet. De blev sin konges haand- gangne mænd, men sveg sit ord, naar deres fordel tilsagde dem det. En kan skjønne Tore Hund; han havde frændehevn at øve, og som han bodde længst mod nord oppe mod linnernes bygd, trodde han mere paa galdrer og overtro end paa l(rist. Mod ham har heller ikke Sigvat bebreidelser at rette, han negter ikke „den hugstore Hunds sande mod“. En kan ogsaa til nød skjønne Erling Skjalgs- son, som i mange aar havde hersket som en fyrste og nu nødig fandt sig i at være en konges lendermand. Men en kan ogsaa for- staa, at med slige mænd som Erling, som med magt befriede sin søstersøn, som havde dræbt en mand i kongens egen stue, lod det sig ikke styre i Norge. Og for en mand, som Kalv Arnesson, som er kommet frem ved Olav l-laraldssons yndest, men sviger sin herre, da dennes Stjerne daler, kan en ikke have stort tilovers. Aaben og mandig kan heller ikke l-laarek af Tjøttas færd kaldeS, da han sneg sig forbi danernes flaade efter kampen ved Helgeaa, og først da han sad trygt hjemme, kastede masken og viste sig som Olavs uven. Af ædlere støbning synes Einar Tambarskjælver at have været; han var vel heller ikke fri for egennytte;“ men svig og krogveier synes ikke at have ligget for ham. Da han efter Olav Skotkonungs død kom tilbage til Norge, sluttede han fred med Olav. men blev ikke hans lendermand; alligevel holdt han sig den meste tid udenfor let:dermændenes stemplinger og bandt sig først sent til Knut den mægtige. De eneste af høvdingerne paa Vestlandet og nordenfjelds, som virkelig var Olavs venner, var Arnesønnerne - foruden l(alv. Ogsaa mellem dem og kongen holdt det (omkr. l025) paa at komme til brud, fordi Torberg Arnesson hjalp en islænding, som havde krænket kong Olav, men siden sluttede de sig trofast til ham og fulgte ham i hans landflygtighed. Uvenskabet mellem kongen og høvdingerne begyndte først rigtig et stykke ude i lO20-aarene, rimeligvis fordi Olav ved denne tid havde udført Sit kristendomsverk og nu vil søge at føre sin
