OLAV HARALDSSON 0G KNUT DEN MÆGTIGE 387 kamp om, hvem der skulde have magten i Norge, kongen eller stormændene. Og Olav gjorde intet for at vinde disse; han søgte ikke som Olav Tryggvason at lokke dem ved gaver, at smigre deres forfængelighed eller at knytte dem til sig ved egteskabsforbindelser. Tvertimod, han lagde ved mange leiligheder for dagen en indgrodd mistro til disse mænd, hvis forfædre gjennem menneskealdre havde været bøndernes førere og som gjennem egteskaber, vikingetog og heldige gaardkjøb stadig havde øget sin magt og sine rigdomme. Uden persons anseelse revsede han forbrydelser og vaagede over fred i landet. Han straffede lendermænds og mægtige bønders sønner, som efter gammel skik fór i viking og herjede indenlands, fuldt saa strengt som tyve og ransmænd. Ja mod de rige og høi- ættede, som forbrød sig mod lovene, var han kanske endda strengere end mod en ussel stakkar, hvem armod og modgang havde gjort til forbryder. Sigvat skildrer i sin mindedraapa i tre indholdsrige vers Olavs indre styre: Ofte bød de, som voldte udløb’, guld for at kjøbe straffrihed; men storsindet styrer ta’ det ei vilde. Skallen bød han af skjære (slig skal landet verges); mændene fik for 1-anet rimelig revselse lide. Mindsked han, som mætted mest ulver, dyre herre, ransmænds og rapseres ætter; ran han saa fik stanset. Hver rask tyv lod han bøde baade hænder og fødder, ellers mild dog; slig ufred mindsked i kongelandet. Mest om magt det vidned, at mange vikinger landets vogter lod ved hvasse vaaben hovedet miste. Den milde far til Magnus meget gavn har virket Fremmet har Olav Digres fleste seire hans hæder. Sligt styre havde høvdingerne i Norge ikke før villet taaIe. De havde drevet Erik Blodøks og Gunhildssønnerne ud af landet og voldt Haakon jarls død. Hvorfor skulde de mere finde sig i Olav Digres enevælde? For os nutidsmennesker staar disse Olav Haralds- sons samtidige, en Tore Hund, en Haarek af Tjøtta, en Kalv Arnes- son, en Erling Skjalgsson, som typiske repræsentanter for over- gangstiden fra hedenskab til kristendom. Af navn er de kristne, men deres livssyn og moral tilhører asatroen og den tid, da deres forfædre vogtede gudehovet i bygden og var bøndernes talsmænd overfor guderne og paa tinge, bare det at med trosforandringen har de mistet mange af hedningernes dyder. De er begavede, I D. e. røvertog.
