386 OLAVS STYRE OG VERDSLIGE LOVGIVNlNG kongens’vegne. De fleste af aarmændene var mænd af lav byrd. Men det fortælles ogsaa, at Olav gav Bjørn Gautske, en frænde af dronning Aastrid, aarmands stilling og syssel i øvre Hedemarken og Østerdalen. I det hele kan det kanske siges, at sysselmandsstillingen stammer fra Olav Haraldsson. Saaledes havde Olav opnaadd rundt om i landet at faa sat mænd, som først og fremst var kongens ombudsmænd og lød hans bud. Han søgte ogsaa, efter hvad vi har grund til at tro, at organisere hirden og gjøre den mere arbeidsdygtig. Derfor delte han den, hvis da ikke delingen er ældre, i tre klasser. Det heder i -sagaen: „Han fordelte mænd i tjenester, saaledes som kongers sed var. Han havde hos sig 60 hirdmænd og 30 gjester1 og gav dem sold og love; han havde ogsaa 30 huskarler, som skulde have arbeide i gaarden, sligt som trængtes, og føre varer did.“ Til hirden søgte Olav at kytte høvdinger ikke bare i Norge, men i skatlandene og nybygderne. l.endermændenes sønner blev optaget i hirden dels som pant paa fædrenes troskab, dels som forskole i krigerdygtighed og kongelig administration Naar de gik ud derfra, var de fremdeles ved sin troskabsed knyttet til kongen og vedblev at være hans haandgangne mænd; ved de store høitider samledes de om kongen, særlig lendermændene i den landsdel, hvor han for tilfældet var, og raadslog med ham om rigets styrelse. Hirden lik sine faste embedsmænd, som efter den tids vilkaar blev en slags ministre. Mellem hirdembedsmændene kan nævnes merkesmanden, hvis stilling er ældgammel, stallaren, som havde med skydsvæsenet, talte hirdens erender for kongen og var kongens mel- lemmand i alle offentlige forhandlinger paa tingene, og videre fehirden (skatmesteren), som styrede kongens indtægter, og hirdbiskopen, som gik kongen tilhaande med den kirkelige lovgivning. Dette var det blivende grundlag for rigets administration i de følgende aarhundreä der, det, som Olav l(yrre og Sverre siden byggede videre paa.
LIII. OLAV HARALDSSON OG KNUT DEN MÆGTIGE lav Haraldssons hele politik, hans kristendomsbud og hans sterke hævdelse af kongemagten maatte før eller siden bringe modsætningen mellem ham og høvdingerne til at bryde ud i aaben I Gjesterne blev sendt i farlige erender paa kongens vegne.
