OLAV OG SI(A’I’LANDENE OG NYBYGDERNE 373 ham som Islands herre. Sommeren lO24 sendte han Toraren Nevjovlsson til Island, mens altinget var samlet. ’I’oraren fremførte paa Lovberget kong Olavs hilsen og erende, at han vilde være islændingernes herre, hvis de vilde være hans undersaatter, men de skulde være hinandens venner og hjælpere til alle gode ting. Islændingerne svarede, at de gjerne vilde være kongens venner. Toraren tog da paany tilorde og sagde, han havde hilsen fra kongen til nordlændingerne med bøn om, at de vilde give ham en ø, som ligger udenfor Eyjafiord og kaldes Grimsey. Flere høvdinger støttede Toraren i dette. Men tilslut blev dog kongens bøn afslaat. Islæn- dingerne blev rædde for, at kongen kunde bruge Grimsey til flaade- station og derfra sende hære til Island. Næste gang, i lO26, søgte Olav ä1 give sine ord større vegt. Flere af de mægtigste islandske høvdinger havde paa hans indbydelse sendt sine sønner til Norge. Dem holdt han tilbage som gisler, men sendte en af dem i sit erende til Island og krævede, at islændingerne skulde vedtage de love, som han havde sat i Norge, og yde ham af landet tegngilde (d. e. bøder til kongen for dræbt „tegn“ eller undersaat) og nevgilde (d. e. „næseskat“ eller kopskat). Det fulgte med dette bud, at han lovede mændene sit venskab, hvis de vilde gaa ind paa det, men ellers overlast imod dem, som han kunde komme over. Over denne sag sad mænd længe og raadslog, men tilsidst blev det enighed med alles samtykke om at negte skatgaver og alle paalæg, som han havde krævet. Til held for Island lik Olav I-Iaraldsson snart nok at gjøre med at verge sit eget liv mod høvdingerne og Knut den mægtige i Danmark, saa han lik ikke tid til at tænke paa at hevne sig paa islændingerne. ’ LI. I(ONG OLAV KRIS’I’NER NORGE OG LÆGGER GRUNDEN ’I’IL DEN NORSKE KIRKE lav Tryggvason havde indført kristendommen i Norge. Men nordmændene kunde endnu neppe kaldes et kristent folk. Kristendommen havde i grunden bare holdt sig i Viken, hvor den havde dybere rødder end andetsteds i landet, samt paa Vestlandet og i de uttrøndske fylker, hvor der udgik en stadig kristendomspaavirkning fra kirkerne paa Moster og Selja og i Nidaros. Oplandene var,
