372 OLAV OG SI(ATLANDENE OG NYBYGDERNE mænd. Med dem forhandlede kongen om det statsretslige forhold mellem Island og Norge, og 1:esultatet blev en overenskomst, som blev sluttet omkring lO22 og kaldes „den ret og de love, som kong Olav gav islændingerne“. I meget var denne bare en lovfæstelse af gammel, hævdvunden sed; i enkelte dele gav den vel ogsaa ny lov. I alle tilfælde blev den af stor betydning, fordi den skulde danne grundlaget for Islands forhold til Norge lige ned til 1262. Overenskomsten gav islændingerne næsten samme rettigheder i Norge som landets egne sønner, men krævede ogsaa næsten under- saatlige pligter af dem. Islændingerne lik i Norge haulds ret, det vil sige samme ret til bøder som en hauld eller odelsbonde. Arv efter en islænding i Norge skulde ikke som efter andre udlændinger være hjemfalden til kronen, men kunne tages af næstsøskendebarn og nærmere frænder. Islændinger skulde i Norge være fri for skat og afgifter, men betale landører for hver reise til Norge eller til skatlandene og afgift til vagthold i kjøbstæderne; de lik endvidere lov til i kongens skoge at hugge al den ved, de vilde. Til gjengjæld fastsattes det om den norske konges ret paa Island, at hans sager skulde være selvstevnte, det vil sige føres lige for lagretten og femtedomstolen, og at hans mænd paa Island skulde have den samme ret som landets egne mænd. Men den vigtigste sætning i hele loven sagde, at islændinger, naar de var i Norge, skulde være pligtige til at følge kongen i krig, naar fuld leding var ude, og til at verne landet, dog ikke udenfor Norges grænser; af tre mand skulde to fare i leding og den tredje sidde efter. Saa vigtig har denne ledingspligt været i kongens øine, at det udtrykkelig blev fastsat, at islændinger ikke skulde reise fra Norge, naar det var visshed for, at en liendtlig hær var i landet. l.edingspligten gjorde islændingerne halvt til den norske konges undersaatter; forskjellen fra den endelige underkastelse i l262 var igrunden bare, at landøerne blev ophævet og en lav skat krævet af alle indbyggere paa Island. Islands statsretslige forhold til Norge blev paa denne vis noksaa uklart, og det er ikke rent urigtigt, naar forfatteren af den latinske Norgeshistorie (fra førstningen af l3. aarhundrede) regner Island mellem de norske skatlande. Olav Haraldssons planer gik dog videre end til denne halve underkastelse. Han vilde, synes det, gjøre Island til et virkeligt skatland under Norge. To gange - i l024 og l026 - vovede han sig frem for Altinget med forslag om, at det skulde anerkjende
