368 W OLAVS l-IJÆLPERE Þ deres egen skyld, som i sine „Østerfærdsviser“. Han staar oppe paa St. Bernhard (Mont) nær borgene og ser ud over Alperne og gribes af udsigten. Han taler om at „elskovens smaa, smygende fugle“ flyver mellem ham og hans unge gudsøn i Gardarike Og vakkert siger han i sin mindedraapa om Olav den hellige: „Mens Olav levede, syntes det mig, som om den høie klippesaI (ɔ: him- melen) lo rundt Norge; men nu synes lierne mig mindre blide.“ Sigvat er ved sin kjærlighed til naturen, sit milde, humane sind og sin europæiske dannelse en ny skikkelse i vor historie. Han vidner om, at vikingetiden er tilende og middelalderen-begyndt. L. 0LAV 0G SKATLANDENE 0G NYBYGDERNE lav Haraldssons virksomhed som Norges konge var en fort- sættelse af Olav Tryggvasøns virke. Begges arbeide gik ud paa at samle Norge indad, at udstrække den norske konges indflydelse ogsaa over de nybygder, hvor norrøne mænd bodde, at gjøre Norge til kristent land og at skabe en sterk og handlingskraftig kongemagt. Vi har alt hørt at Olav Haraldsson paany samlede hele Norge til ett rige og ødelagde Oplandenes selvstændighed. Forbindelsen mel- lem Norge og nybygderne var opløst under jarlernes styre. Ogsaa den skulde Olav knytte paany. Orknøernes saga fortælles i en saga om jarlerne, som gaar fra de ældste tider ned til omkr. ll70. llivfulde, maleriske billeder ruller den orknøjarlernes hændelsesrige liv op for os. Vi ser vilde, krigerske skikkelser, som ligger i viking om sommeren1 og om vinteren sidder i sodet hal og drikker med sit skibsmandskab. Deres kvinder skildres som onde og rænkefulde. Det ser ud, som blan- dingen med keltisk blod skabte dæmoniske naturer. Lov og ret agter de lidet. Bønderne undertrykkes og plages med svære skatter, selv efterat Sigurd Lodvesson havde givet odelen tilbage til dem. De knurrer og klager, men det hjælper lidet. Op over bønderne rager enkelte høvdinger, dels mænd, som paa mødrene side var i slegt med jarlerne, dels andre. Men hvad magt de har havt, og om de har havt noget værdighedsnavn, ved vi ikke. I det hele faar vi ind- trykket af, at samfundet paa Orknøerne var mindre fæstnet og vil- dere end hjemme i Norge. Z Sumarlide, „sommerfarer“, var navn i iarleætten.
