0I‘AVS HJÆLPERE . 367 regner tiden efter palmesøndag og paaske. Han ved, at paven i Rom er apostelen Peters efterfølger; thi han bruger i et af sine digte Petrus som omskrivning for pave. Han viser sit kjendskab til bibelhistorien i følgende vers: „Fra himlen fordum sendte Jor- dans fyrste (ɔ: Gud) engler ned; vandet vaskede det hellige haar paa verdens herse (ɔ: Kristus).“ Han drager til Rom og siger, at han gav sig i lag med den gode Roma-færd; hjemme gjester han Selja og er en af de første, som priser Olavs helligdom. Hans livs- syn er ikke længer den hedenske skjæbnetro, som vil, at manden skal være glad og sorgløs, til døden naar ham. „Livets sorg knu- ger folk,“ siger han etsteds. Han er optaget af tanken paa livet efter døden; han taler om „svarte helvede“ og om „den høie ilds dybtliggende vet-den“, hvor de kommer, som sviger sin herre, og siger: „Hvidekrist lade mig have den hede ild til straf, hvis jeg vilde undgaa 0lav“ (fordi han ikke var med ved Stiklestad). Kri- stendommen har dog ikke gjort Sigvat til hængehoved eller munk; han kan ofte være skjemtsom, han ved at hans „svarte, islandske øine“ gjør lykke, og han har sine Smaa elskovseventyr. Hans syn paa kvinden er dog ikke dybt. Han siger, da han har faat vide Olavs død og hører en mand klage over tabet af sin elSkede: „Den mand siger, han gjerne vil dø, hvis han mister møens favntag; for dybt kjøbt er eIskoven, hvis en skal graate over den døde; men den flugtsky, modige mand, som har mistet sin herre, fælder taarer over den dræbte; det tab, vi kongsmænd har lidt, synes os værre.“ Sigvats digte viser os ogsaa tidens nye syn paa kongemagten og paa staten. Kongedømmet er i hans øine indstiftet af C1ud, et „laan“ fra Gud; kongens ombudsmænd kalder han med det frem- mede udtryk „kongens grever“. Kongen selv kalder han sitmjór (d. e. fransk seigneur). Ikke mindre vidner hans vers om sin digters høit udviklede retfærdighedssans. Staten skal, mener han, styres ikke med magtbud, men med retfærdighed. Han siger til den unge Magnus: „Lad fattig saavel som rig nyde godt af dine love, konge! Vær meget gavmild og hold dine ord!““ Sigvat var vokSet op i en krigersk tid; selv var han modig og veg aldrig tilbage for faren. Dog elskede han ikke krig, men taler om de „sørgmodige hærvaaben“, et underligt udtryk hos en digter fra vikingetidens slutning. Sigvats naturfølelse varsler ogsaa en ny og mildere tids frembrud. Ingen af de gamle skalder viser en saa inderlig kjærlighed til naturen. Sigvat henter ikke billeder fra naturen bare for at bruge dem i omskrivninger og kjenninger; men tager dem med for
