366 - Ol‘AVS HJÆ1.PERE han heftig vred, kaldte Sigvat til sig og sagde: „Hvorfor var du saa djerv. at du lod døbe mit barn, før jeg vidste af det?“ Sigvat svarede: „Fordi jeg vilde heller give to mænd til Gud, end én til djævelen.““ Kongen sagde: „Hvorfor skulde det staa paa spil?“ Sigvat svarede: „Barnet var kommet døden nær, og det vilde være djævelens mand, hvis det døde hedensk; men nu er det Guds mand. Det var ogsaa det andet, at jeg vidste, at om du end var mig vred, vilde det dog ikke gjælde mere end mit liv; men hvis du vil, at jeg skal miste det for denne Sags skyld, saa haaber jeg, jeg skal blive Guds mand.“ Kongen sagde: „l-lvorfor lod du gutten hede Magnus? Ikke er det vort ættenavn.“ Sigvat svarede: „Jeg kaldte ham efter kong Karlamagnus1; han vidste jeg var den bedste mand iverden.“ Saaledes blev kong Olavs søn opkaldt efter Karl den store; den mand, hvem Olav sikkerlig ofte selv havde talt om for sine mænd som det store forbillede, og hvis saga blev fortalt, naar mændene sad bænket i hallen. Karl den store var nu blevet herskeridealet i Norge; hans heIteskikkelse holdt paa at afløse Sigurd Fafnesbanes, ligesom middelalderen holdt paa at afløse vikingetiden. Sigvat skald havde endnu ikke været længer end til Sverige. Dog havde han, alt gjennem omgangen med kong Olav og mænd som biskop (3rimkel og Rudolf indsuget meget af Vesterlandenes kultur og syn paa livet. 1025-l026 falder Sigvats første reise til vestlige lande sammen med en mand, som hed Berg. Om denne færd taler han i sine „Vesterfærdsviser“, som begynder med følgende linjer: „Berg, vi mangen morgen mindedes Rudeborg, hvorledes jeg, da jeg færdedes med mændene, fæstede skibsstavnen til venstre side.“ l 1029-l030 drog Sigvat paa pilgrimsfærd til Rom, vel for at sone en ukirkelig handling, og kunde saaledes ikke være med ved Stiklestad. Disse færder har havt stor betydning for Sigvats udvikling og for den gjerning, han skulde udføre under sin gudsøn, kong Magnus. De gav ham Vesterlandenes og lensvæsenets syn paa kongemagten og samfundet; de lod ham lytte til fremmede landes ømmere, mere lyriske digtning og gjorde ham selv til lidt af en vandrende trubadur. Sigvats digte gir os det fyldigste billede af tidens kultur hos dem, som stod høiest i samfundet. De viser os hans kristne livssyn, som vistnok var dybere og inderligere end de flestes i hans samtid. Ikke bare, at Sigvat bruger flere kristne ord og udtryk end nogen skald før ham, ord som helviti (helvede), messe (messe) og skrin (helgenskrin), og at han isine „Nesjaviser“ I l(arlamagnus, d. e. Carolus Magrtas, Karl den store.
