Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/379

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

364 ot.AvS HJA3LPERE stormænd fra Vestlandet og det nordenfjeldske, som hørte til Olavs nærmeste venner, kan neppe nævnes andre end Aslak FitjaskaIle og Arnesønnerne. Men Aslak støttede sig til Olav for at faa kongens hjælp mod sin frænde og bitre uven Erling Skjalgsson, og Arne paa Giske havde mange sønner, som gjerne vilde frem, gjøre gode gifter- maal og vinde gods og guld. De fleste af Olavs hjælpere og nære venner var mænd, hvis æt og hjem vi ikke kjender, mænd som merkesmanden Tord Foleson eller gjestehøvdingen Tore Lange eller Bjørn stallare, som var hirdens første mand og blev sendt paa vanskelige sendefærder, og hvis troskab og heltedød Sigvat skald priser. Bjørn hørte hjemme paa Østlandet og var ikke knyttet til de store ætter, som havde frænder og venner paa Island. Derfor gir sagaerne ingen indgaaende skildring af ham, uagtet han vel næst biskop Grimkel var den mellem Olavs mænd, som havde mest at sige. Et vers af Sigvat skald fra omkring lOl8 gir os dog et lidet indblik i Bjørns stilling. Det heder dér: „Altid godt jeg eied Bjørn! for mig du ofte med alle den stridsdjerve ind lagde gode ord hos fyrsten. grams stallarer gode, Sverd-rødmerl du raader som gaar for kongens knæ! rigtige raad, som kan duge.“ “ Det var dog ikke let for Olav at faa dygtige folk i sin tjeneste; ofte maatte han benytte sig af lidet heldige mænd, som da han sendte den berygtede sjørøver Karl den mørské til Færøerne for at kræve skat. En række af Olav Haraldssons nærmeste venner var derfor heller ikke nordmænd, men islændinger. Islændingerne stod udenfor norske forhold, de havde ikke taget del i stridighederne mellem Harald Haarfagres æt og l.adejarlerne; de vilde frem i verden, hvem de end tjente; reiselyst laa dem i blodet; de havde gjerne set mere af verden end folk i Norge og havde derigjennem faat et videre syn; de var forstandige og gode kongstjenere, men krybende var de aldrig; dertil var de for stolte af sin frihed og sin egen æt; - ofte talte de sig jo i frændskab med Norges konger. Islændingerne kunde en møde rundt om i Norderlandene, men intet sted saa talrige som ved Olav Haraldssons hird. Der tjente de som kongens skalder, drog paa sendefærd til fremmede fyrster, som vi har hørt om Hjalte Skjeggesson, Sigvat skald og dennes søstersøn, og fulgte Olav i hans landflygtighed, som Tormod Kolbrunarskald, Egil, søn af Hall paa Sida, og dennes fælle Tove gjorde. Ingen af de islændinger, Som var i tjeneste hos kong Olav, naadde dog saa