354 Ol.‘AV HARAl.‘DSSONS FØRS’l’E AAR videre til Upsala. Ved Olav Skotkonungs hird var der flere andre islandske skalder, som stod i høi gunst hos ham. Mellem dem var Sigvats Søstersøn Ottar Svarte. Disse islændinger søgte sammen med Hjalte at virke for, at begge konger forligtes, og at Olav Skotkonung skulde give sin datter Ingegerd til Olav l-laraldsson. Men Svea- kongen havde liden lyst til dette egteskab, baade af personlige grunde, og fordi han var nær knyttet til danekongen Knut den mægtige. Almuen og høvdingerne skal derimod have været stemt for fred. Tidlig paa aaret lOl8 blev der, fortælles det, holdt ting i Up- sala. Did kom ogsaa Ragnvald jarl og talte Olav Haraldssons sag. Han lik støtte i Tiundalands lagmand Torgny, som paa tinget kraftig talte for fred mellem svensker og nordmænd og raadede Olav Skot- konung til isteden at søge at vinde tilbage svearnes gamle vælde i austrveg. Som fører for bønderne tvang Torgny kongen til at love, at han vilde slutte fred med Olav l-laraldsson og give ham sin datter Ingegerd tilegte. Ragnvald jarl modtog fæstemaalet paa dennes vegne, og det blev aftalt, at begge konger skulde mødes, og at bryllupet skulde staa samme høst i Konghelle. Olav Haraldsson indfandt sig til den fastsatte tid med et stort følge; men han maatte vente forgjæves. Olav Skotkonung havde visst aldrig tænkt at indfri sit løfte og gifte sin datter med Olav Digre. Sagaerne skildrer Olav svenske som en stivsindet og hovmodig mand, som var stolt af sin æt, den ældste i Norderlandene, og saa ned paa nordmændenes konge som en opkomling. En dag, fortælles der, var han paa jagt, og kongens høg dræbte i to rend fem aarhaner. Da kongen kom tilbage om kvelden, roste han meget sin fangst. Men Ingegerd sagde: „Ikke behøver du at rose denne jagt saa meget. Olav, Norges konge, fangede paa én morgen elleve konger.“I Kongen blev vred og sagde: „Du vilde nok gjerne blive gift med kong Olav. Men det siger jeg dig, at ham faar du aldrig.“ Han havde tiltænkt sin datter et andet, bedre gifte. Endnu samme aar blev Ingegerd trolovet med den russiske storfyrst Jaroslav (lOl6--lO54). Olav Haraldsson blev meget forbitret over sveakongens uordhoI- denhed og tænkte paa at fortsætte krigen. Men først sendte han ud paa høsten (lOl8) den unge Sigvat Tordsson til Ragnvald jarl for at udforske jarlens sindelag og høre, om der kanske alligevel skulde være mulighed for en hæderlig fred. Sigvat tog veien over Hid (Stora l5d mellem Vånersborg og Trollhättan) og videre til Skara og kom før jul tilbage igjen. Siden digtede han om sin færd en Z Se nedenfor, s. 358 .
