o1.Av I-lARALDSSONS FøRS1-E AAR “355 række skjemtsomme vers, som han kaldte „Østerfærdsviser“ (Aastr- fararvisur) og fremførte for Olavs hird, rimeligvis under et ophold paa Ringerike hos kongens mor Aasta. Rent digterisk er disse for- dringsløse vers det bedste, Sigvat skald har digtet, og i sig selv en liden perle i norrøn skaldedigtning. . „Østerfærdsviserne“ er digtet af en lykkelig digter og blevet til i en lykkelig tid, da Olav og hans mænd var unge endnu og fulde af daadskraft og haab. Det er, som om skaldedigtningen i disse vers har klædt af sig sin tunge brynje og klædt sig i trubardur- poesiens mere smidige dragt. Let og elegant falder versene; der er humor, malende naturskildringer og smaa billeder fra folkelivet. „Østerfærdsviserne“ vidner om sin digters høie kultur og aabne, frie, menneskelige sind; men de er ogsaa i sig selv et aktstykke af uforgjængeligt værd ved den skildring de gir af livet paa den Skan- dinaviske Halvø i førstningen af ll. aarhundrede. Først skildrer skalden den farefulde færd over Gautelven: „Vaad lod til Eid jeg drage“ Gid trold tog latterfærgen;g væltelig karve; jeg f1ygted, tror ei værre findes. vi maatte hjem os vende; Liv jeg paa vandvedderÍ vaaged; vi kom i fare paa baaden.ä vented saa godt ei ende.“ Siden gik de tretten mil gjennem Skogen. „Folk skal vide, at jeg mødte mén2; jeg tror ikke, at fødderne paa kongsmændene var uden saar.“ I Vestergøtland var der endnu meget hedenskab. Paa gaarden Hov (nu Stora Hof, sydvest for Skara) var der, som navnet viser, et gudehov. Da Sigvat kom did, sagde folkene det var helligdag, og hedningerne jog ham bort; men „jeg bad trold tage dem“. Ved næste gaard gik det ikke bedre. „„Gaa ei ind,““ sa enken“, Alveblod havde hun inde, „arme dreng, end længer. „utække“ kvinde sagde; Hedenske er vi; for Odins ud hun jog mig af gaat-den, uvenskab vi ængstes.““ som jeg en ulv havde .været.“ Tre gange samme kveld blev Sigvat vist bort af tre mænd, som alle hed Ølve. Saa gik han „for at træffe dengavmilde mand, som folk sagde var den aller bedste“. „Jeg ventede mig alt godt. Men han, som styrer grævet, saa barskt paa mig; da er den værste slem, I Vandvedder er kjending for baaden; brugt haanlig i modsætning til havhest, bølgehingst og andre vanlige kjendinger for store skibe.
- O. e., at jeg sled meget ondt. ’
’ Enke betyder paa oldnorsk ikke bare „enke““, men „kvinde“.
